5 typiske problematikker i terapiforløb
10 års terapi erfaring samlet i 5 problemstillinger
Forcer, faldgruber og udfordringer.
1. Klienter, der har lyst til at aflyse sin terapi tid kort tid inden aftalt tid?
Det er på ingen måde unormalt eller atypisk, at du /I som har booket en tid kort tid inden aftalt tid fx dagen inden eller et par timer inden aftalt tid overvejer muligheden for at aflyse aftalt tid.
Af samme grund – for at modvirke denne mulighed har jeg indført reglen i min praksis, at afbud skal ske mere end 24 t. før aftalt tid.
Grunden til at mange mennesker får lyst til at aflyse deres tid skyldes primært en psykologisk beskyttelsesmekanisme. Terapi kan virke overvældende, skræmmende og grænseoverskridende for den eller de personer, der aldrig har prøvet det før. Og terapi er jo ikke som at have en tid til frisør/massage/wellness (noget personen glæder sig til).
Terapi tiden kan forbindes med stort ubehag og til dels lidt angst, fordi personen nu ved med sig selv og har aktivt booket tiden selv, at han/hun skal tale om noget meget svært, skamfuldt, hemmeligt osv. Nogle klienter er bange for at få det værre at tale om det svære og ved at indgå I et terapiforløb, derfor har mange tendens til at at fortryde deres tid I sidste øjeblik. Det bedste klienten kan gøre er at komme til aftalt tid og evt. starte med at fortælle mig om deres nervøsitet, hvilket jeg ofte også som det først vil registrere I deres kropssprog og derfor spørger indtil indledningsvist.
Husk på, at en samtale hos mig ikke kan “opfinde” problemer, du ikke allerede havde, og jeg har indtil videre aldrig oplevet, at nogle få det værre af at åbne op og blive mødt I deres sårbarheder, tværtimod oplever jeg at mennesker ofte forlader terapistolen med en stor portion lettelse og gåpåmod.
2. Klienter, der oplever en indre modstand overfor forandring undervejs i terapiforløbet.
Modstand i et terapiforløb er ofte uundgåeligt – fx når det handler om at slippe en spiseforstyrrelse.
MODSTAND og AMBIVALENS er to elementer, jeg ofte oplever i terapiforløb med klienter, der skal have min hjælp til at slippe deres spiseforstyrrelse.
Når en person henvender sig til mig for at opstarte et terapiforløb, så oplever jeg at personen er meget motiveret i starten, føler sig parat og også en hel del lettet indeni, da personen måske har danset rundt om sig selv en hel del tid – ofte årevis, inden tanke blev til handling og terapiforløbet ENDELIG opstartes.
Efter noget tid, så sker der ikke sjældent dette, at selv samme person, som har opsøgt mig mærker en indre modstand på at forandre sig, eller ændre et mønster.
Så der opstår ofte sådan en modsatrettet problematik: ”Hjælp mig….og lad mig så være”. Personen mærker måske efter noget tid modstand mod sin terapeut og det at komme, som kommer til udtryk ved, at personen får lyst til at aflyse kommende sessioner.
Det kan synes paradoksalt, hvorfor der i perioder i det terapeutiske forløb opstår denne massive modstand?
Personen opsøger jo netop mig som terapeut fordi, spiseforstyrrelsen er forbundet med stor negativitet og lav livskvalitet og har selv frivilligt ønsket min hjælp. Men faktisk er det slet ikke så ulogisk, som det umiddelbart lyder- Læs hele forklaringen i følgende blogindlæg:
3. Klienter, der af og til føler vrede og irritation imod psykoterapeuten?
Hvorfor er sandheden ilde hørt i terapi? Hvorfor bliver du vred og provokeret af din terapeut?
Det kan være sårbart at lære sig selv at kende til bunds derfor kan det nogle gange være ”lettere” at blive vred på den person, der leverer sandheden for én.
I min praksis oplever jeg fra tid til anden, at klienter kommer til mig og opstarter et terapiforløb.
Det er ikke hver gang, men det er faktisk heller ikke sjældent, at jeg oplever, at mange klienter omtaler tidligere behandlere (psykologer og psykoterapeuter) som direkte dårlige og refererende til episoder i tidligere forløb, hvor de oplevede at deres terapeut agerede eller responderede verbalt på en måde, som har stødt og affødt vrede i dem.
Desværre vælger mange at stoppe forløbet uden at få talt med deres behandler om det de føler og tænker, hvilket er rigtig ærgelig, fordi vreden mod terapeuten kan være et udtryk for et ubevidst og gentagende mønster, der ofte sker i deres liv i forhold til andre relationer.
4. Klienter, der oplever en stærk tilknytning til deres psykoterapeut i en periode?
En af mine væsentligste erfaringer fra egen praksis med klienter i individuel terapi er også, hvor vigtig min relation til dem er.
Des bedre relation og positiv kemi – des bedre resultater oplever jeg.
Det kan ofte betyde en afgørende forskel, hvis klienten føler, at vi er et team for derved at føler sig mindre alene igennem forandringsarbejdet.
En ny spændende undersøgelse fra VIOSS understøtter mine erfaringer fra mit arbejde med klienter. Nemlig – at relationen mellem klient og behandler har stor betydning for udbyttet af behandlingen af en spiseforstyrrelse. Især er det vigtigt, at klienten føler sig forstået og oplever behandlingen som et samarbejde.
Et godt forhold til behandleren giver de bedste resultater.
5. Hvorfor det bedste resultat ofte opnås, når du/I selv betaler for terapiforløbet?
Endelig til sidst vil jeg omtale, hvorfor de bedste resultater opnås når personen (personerne), der går i terapi SELV betaler for deres forløb.
Når vi selv investerer (betaler) for det vi køber, så investeres der en meget vigtig ekstra portion motivation.
A-la nu har jeg selv betalt for min terapi, nu skal jeg virkelig sørge for at have noget ud af dette forløb. Klienten har så og sige mere på spil fra starten af. Og det er kun godt og en stor fordel.
Det var noget mine undervisere omtalte helt fra starten af under min uddannelse som psykoterapeut, da jeg skulle begynde med egne øveklienter, hvor det blev anbefalet at kræve et lille symbolsk beløb, da det havde stor psykologisk og positiv effekt på hele forløbet. Det havde de helt ret i.
Naturligvis har jeg gennem tiden også haft unge klienter I forløb, hvis forældre har betalt for forløbet, og hvor det stadig har affødt store positive forandringer og super gode forløb.
Jeg forstår selvfølgelig godt, at økonomi kan være en begrænsende faktor for mange, og som afholder nogle for at komme i gang, hvis de ikke lader deres forældre eller fx. partner betale.
Det er jo kun godt og prisværdigt, at de pårørende støtter op og hjælper – også økonomisk.