Artikel skrevet af Hanne Kirkegaard i Liv og Sjæl

Når sjælens hunger forveksles med sulten efter mad – sådan overvandt jeg min overvægt ved at mærke mine følelser!

Ændringer af psykologisk overvægt og overspisning sker ikke kun ved at have et ensidigt fokus på den fysiske krop, træningen og maden. Navnlig ikke når overvægten for mange skyldes, at mad bruges som trøster og dulmer af følelsesmæssigt ubehag. Et stort vægttab kræver i rigtig mange tilfælde psykologisk vejledning og indsigt og for mange decideret træning i at mærke og acceptere egne følelser, før den overvægtige føler sig parat til at tabe kiloene. Hvorfor forholder det sig således? Læs med her og bliv klogere på, hvordan jeg via psykisk indsigt knækkede koden en gang for alle, og selv har erfaret, at den bedste kur i virkeligheden var terapi!

Når jeg tænker tilbage på mine tidlige negative spisemønstre, må jeg konstatere, at det gennemgåede mønster har været det, at når en given ting var svær, hvis jeg var trist, eller følte mig utilstrækkelig, tyede jeg ofte til den strategi at bruge mad som trøst. Maden gav en slags ro, men i virkeligheden flygtede jeg. Trangen til at overspise handlede på ingen måde om en stor fysisk umættelig sult i min krop. Den handlede om mange forskellige følelser, afhængig af hvor jeg stod i mit liv, og hvad der pt. rørte sig.

Formålet med at overspise var, at jeg på den måde kunne flygte fra ubehagelige følelser og tanker. Det var derfor jeg var overspiser!! Når jeg overspiste kunne jeg glemme og tilsidesætte alle mine svære følelser. Men desværre blev tankerne hurtigt overtaget af samvittighedskvaler og selvhad, som følge af overspisningen.

Min sjælshunger havde jeg i lang tid forvekslet med stor fysisk sult. Når jeg her skriver ordet: SJÆLS HUNGER, så rækker det ud over, hvad psykologien definerer i forbindelse med overspisning og det, der typisk foregår i det terapeutiske rum. Sjælelig hunger betragter jeg helt personligt, som en spirituel følelse af længsel efter en væren i at være den jeg er på godt og ondt – med fuld accept af mig selv.

Når det af individuelle grunde kan være svært, at være den man inderst inde er, eller man er bange for at udfolde sin egen kraft og i stedet lukker ned, så opstår der ofte et tomrum, som for nogen forveksles med sult efter mad. Dvs. sjælen tror den er sulten, men det er ikke efter mad – derimod blot efter at være sit eget sande jeg.

Grunden til, at det i mange år var svært for mig at være den, jeg virkelig er, handlede om, at jeg følte mig anderledes end min familie. Jeg mærkede drømme og længsler, som adskilte sig fra deres. Jeg mærkede lysten til at vælge anderledes end dem. Det var svært, og det tog år at turde stå frem, som den jeg er i dag uden beskyttende fedtlag. Det var i mine teenageår at overspisningerne for alvor tog fart. Jeg havde en følelse af, at min kraft, mit temperament og passion for livet var ”for meget”. Jeg følte ikke, jeg måtte fylde, som den jeg var. Kimen til en årelang indre jantelov blev grundlagt. Derfor startede jeg med at fylde mig med mad og begyndte så småt at bruge overspisningen som en afledning og en måde at dæmpe sider af mig selv på, som jeg følte var uacceptable og som blev afvist af mine forældre. I dette følelsesmæssige tomrum af eksistentielt ensomhed havde jeg som en strategi og afledning fundet trøst i maden, som en måde at ”afrette” mig selv på. I dag ved jeg, at min eksistentielle tvivl og angst i høj grad handlede om, hvorvidt jeg havde ret til at eksistere, som den person jeg er. Min sjæl længtes efter at leve som den jeg var – min hunger var stor, men blev i mange år forvekslet med sulten efter mad.

Det har taget år at blive fri af vanen med at dæmpe mig selv, men i dag føler jeg mig modig og fri til at stå ved, den jeg er. Hvordan jeg er nået her til handler i høj grad om, at jeg har gennemgået en 4-årig terapeutisk proces, læst tonsvis af givende litteratur om emnet samt prikken over i´et har været, at jeg har taget en 4-årig psykoterapeutisk uddannelse, hvor jeg har lært en masse terapeutiske redskaber, som jeg i dag bruger personligt, men også i arbejdet med mine klienter, som kommer til mig i terapiforløb.

En at de største indsigter, jeg har fået med mig er: Spiseforstyrrelsen overspisning var symbolsk set en rygsæk, som jeg i en tidlig alder tog på mig, som en hjælp, en støtte der var med til at dulme følelsesmæssigt ubehag.

Undervejs og nu har jeg fået opbygget en ny ”rygsæk”, som består af nye tanker om mig selv, nye handlemåder når livet føles svært i stedet for at spise på følelserne (overspiser). En ny tro på og erfaringsmæssig viden om, at livet kan leves godt og trygt uden spiseforstyrrelsen. I min proces og i mit arbejde med at bryde mit overspisningsmønster, har det i høj grad handlet om at turde lade være med at fylde mig op med mad, inden jeg mærkede, hvad der ellers skete, for på den måde kom jeg i bedre kontakt med mine oprindelige følelser eller måske endda kreative sider. At udleve de kreative sider i stedet for at overspise har for mig været en positiv erfaring. Jeg erfarede, at når jeg malede, blev jeg opslugt af en enorm ro, lidenskab og varme indeni. Jeg har siden teenageårene været på mange slankekure og livsstilsomlægninger, men dybest set var alt dette for mig ”overspringshandlinger” og den forkerte rækkefølge at løse mit problem med mad på. Jeg var nemlig ikke i stand til at gennemføre og bevare et vægttab som nu, før jeg psykisk havde lært at give mig selv den rigtige næring og imødekommet min sjælelige hunger med opmærksomhed og accept frem for mad.
Hanne Kirkegaard