I mange menneskers dagligdag opstår ofte den situation, at en i omgangskredsen – et barn, familiemedlem, en kollega, en medstuderende eller en bekendt ikke trives. Hvad gør vi, når vi iagttager dette? Danser vi om den varme grød? Eller holder vi os tilbage? Og hvis vi gør er det ofte pga. en følelse af magtesløshed, og fordi man mangler viden i forhold til de problemer, der iagttages hos det menneske, som lider af en spiseforstyrrelse.
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om min viden, erfaring om de 4 meste udbredte spiseforstyrrelser; Anoreksi, bulimi, overspisning og ortoreksi, udbredelse, kendetegn, ligheder for alle 4 spiseforstyrrelser samt løbende inddrage case citater, der underbygger min faglighed og viden.
Endelig vil blog indlægget også give redskaber til pårørende, omkring hvordan den første kontakt til en spiseforstyrret kan gribes an og indledende, hvilke fysiske, psykiske og adfærdsmæssige kendetegn, du som pårørende skal lægge mærke til.
Statistik og udbredelse af spiseforstyrrelser i DK
Jeg vil starte nu med at fortælle lidt om statistik og tal for de 4 mest udbredte spiseforstyrrelser, for at se på, hvor stort problemet er i DK. Jeg vil præsentere nogle statistiske tal. Dog er det vigtigt at vide, at halvdelen af alle spiseforstyrrede er uopdagede! Meget store mørketal i dette. Vi kan ikke regne med statistikker.
I min egen omgangskreds kendskab til 5 personer, (i beregnet mig selv) som i gennem tiden har lidt af én af de 4 spiseforstyrrelser.
Ingen af de 5 direkte diagnosticeret spiseforstyrret og blevet behandlet i det etablerede behandlingssystem.
Et udtryk for en tendens i samfundet.
Langt flere som lider af en spiseforstyrrelse end tallene dokumenterer.
Sundhedsstyrelsen mener, at ca. 75.000 mennesker i DK lider af en spiseforstyrrelse, hvoraf kun 3000 er under behandling. Samtidig anslås det, at halvdelen af alle spiseforstyrrelser er uopdagede.
Udbredelse af spiseforstyrrelser i DK:
Anoreksi: 5000 personer
Bulimi: 30.000 personer
Overspisning: 40.000 personer
Ortoreksi/Megareksi: Foreløbigt ingen tal, men den anses for at være i vækst
Der er forskel på, hvornår i livet de forskellige spiseforstyrrelser opstår.
Den gennemsnitlige alder for debut er:
Anoreksi: 14 år
Bulimi: 16 år
Overspisning: 23 år
Case: ”Jeg fik hjælp meget sent. Den sene hjælp skyldtes, at jeg havde en følelse af ikke at være berettiget til hjælp. At min forkerte følelse indeni var pjat, og en tanke om, at der var dé, der havde det værre.”
Bulimiker, 22 år
Ovenstående citat, er meget sigende. Det er typiske følelser og tanker, som en spiseforstyrret person (gælder for så vidt alle 4 spiseforstyrrelser) har om sig selv og sin egen sygdom, derfor er omgivelsernes reaktion og indgriben altafgørende vigtig. De pårørendes hjælp og indgriben er det, der kan gøre den afgørende forskel i personens liv.
Diagnostiske kriterier
Anoreksi
- Selvfremkaldt vægttab på mindst 15% af normalvægten
- Forvrænget kropsbillede. Følelse af at være tyk trods undervæ
- Hos kvinder: fravær af menstruation i mindst 3 på hinanden følgende perioder.
- Hos mænd: manglende seksuel interesse og potens
En anorektiker lukker munden. Valget mellem Alt eller INTET! Valget falder på intet!
Afgrænser sig fra verden, afviser sociale behov og føler sig mere og mere synlig jo mindre personen bliver.
Case: ”Min spiseforstyrrelse var i høj grad også en måde at sige nej på. I dag kan jeg se, at jeg konkluderede….hvis det er det her, der er på menuen, takker jeg hellere nej. Menuen var i denne sammenhæng, det liv, jeg havde udsigt til at leve. Den form for menneskelig kontakt og den måde at forvalte følelser på, jeg var blevet vist i mit liv, ønskede jeg ikke. At sulte i konkret forstand var ligeledes et udtryk for at sulte emotionelt. At lukke munden for menuen var også at lukke munden for den vrede, jeg har haft, men som jeg ikke turde mærke eller udtrykke”. Tidligere anorektiker, 29 år
Diagnostiske kriterier
Bulimi
- Gentagne episoder med overspisninger (mindst to gange om ugen i en periode på 3 måneder)
- Følelse af tab af kontrol over spisningen
- Forsøg på vægtregulering gennem opkastninger, afføringsmidler, faste, fysisk træning m.v.
- Frygt for fedme
Her står valget mellem både: Alt OG intet. Forkert næring => må kastes op igen. Bedøvelse (ligesom cutting) Bulimi er den spiseforstyrrelse, der har flest fællestræk med cutting, da det indebærer at bedøve sig selv, flytte smerten og affektregulere sig selv.
Case: ”Bulimien blev min måde at overleve på, katalysere alle de følelser og ord, som forblev uforløste i en familie, hvor følelser ikke var tilladte. Hvor spisetiderne for det meste var en scene, hvor forældrene kunne udkæmpe deres magtkampe, og hvor følelser tit blev kanaliseret ud i mad. Hvor det, man spiste, eller ikke spiste, blev til helt andre ting, om tilgivelse, vrede, accept, provokation, osv.” Tidligere anorektiker/bulimiker, 32 år
Diagnostiske kriterier
Overspisning
- Anfald af overspisning, men uden efterfølgende udrensning
- Ingen forstyrret kropsopfattelse
- I de fleste tilfælde betydelig overvægt
- Personen kan veksle mellem perioder med overspisning og perioder med slankeadfærd
- Store vægtsvingninger
Her vælges ALT fremfor intet! Et stykke er aldrig nok. Maden bruges til at udfylde et psykisk hul og maden er et narkotikum. Narkomanen og alkoholikeren ”kan leve uden deres stimulanser”, ikke overspisere – ikke leve uden MAD, derfor endnu større udfordring for BED overspisere at blive ”afvænnede” fra deres ”narko”. Ikke at spise er angstfremkaldende, mad dæmper angsten. Overspisning hjælper til at udholde tilværelsen.
Case: ”Tynde mennesker har ingen problemer” var mit daglige fadervor i mange år. Mit mantra! Tynd = et fuldendt problemløst liv. Tynde mennesker har ikke økonomiske problemer, finder drømmejobbet og drømmemanden, cyklen punkterer aldrig og håret sidder altid perfekt! De tynde som vinder i lotto! Livet = enkelt som overvægtig. Alle problemer og spekulationer skyldes en altoverskyggende årsag: Overvægten= ”en god ven”/skyggesiden” – symbol/undskyldning for alt det der ikke lykkedes i mit liv. Jeg er bange for at blive tynd, for så forventer jeg at alle mine problemer bliver løst, og tænk sig hvis de ikke blev løst selvom jeg er tynd, så er det dog alligevel mere trygt at forblive tyk og overspiser, for så bliver jeg ikke udsat for store skuffelser! Citat, Overspiser, kvinde 34 år
Case: ”Fedtet har pakket mig rigtig godt ind, så jeg ikke kunne blive mere såret”. Højtfungerende overspiser, 39 år
Diagnostiske kriterier
Ortoreksi. Reksi betyder rigtig.
Ortoreksi er ønsket om at gøre det rigtige rent sundhedsmæssigt
- En sygelig besættelse af at spise sundt
- Strenge – ofte selvopfundne – diæter
- Et ønske om at opnå ”renhed” (fra tilsætningsstoffer, giftstoffer, fedt, kulhydrater etc.)
Den nyeste 4. spiseforstyrrelse (amerikanske diagnose system 1997). Personer der lider af ortoreksi bliver meget ”hellige” – ser ned på andres spisevaner => føler øger eget selvværd. Selvmedbragt mad – Isolation socialt for at kunne overholde sin diæt.
Ikke nødvendigvis meget optaget af at tabe sig, dog ekstrem optaget af sundhed, ikke bange for at blive tyk og ønsker ikke at være ekstremt tynd. Bruger ofte mere end 3 timer om dagen på at tænke på sund mad. Går mere op i fortrinnene ved maden end selve nydelsen.
Læger oplever, at den Ortoreksi i øgning – patienter kommer og er bekymrede for om de spiser sundt nok, for at de ikke kan tåle en masse forskellige ting etc. Ortoreksi forveksles ofte med anoreksi – men er i virkeligheden meget forskellige. Ortoreksi handler om at være SUND ikke tynd. Personer med Ortoreksi kan være meget svære at få i behandling! De føler jo, at det er et godt og rigtigt projekt, de har gang i.
Der findes også forstyrrelsen: Megareksi
- Mega = stor
- Sygelig opmærksomhed på at få en stor og stærk krop. (Oplever sig selv som lille og splejset ligegyldigt hvor stor han bliver)
- Overdreven styrketræning
- Rigidt spisemønster med stort fokus på indtagelse af proteiner.
- Forvrænget kropsbillede
- Ofte misbrug af anabole steroider
- Rammer særligt mænd
Ikke alle mænd med megareksi bruger steroider, og ikke alle, der bruger steroider har megareksi.
Anoreksi og overspisning – væsentlige forskelle:
Anorektikeren: Overspiseren:
Kontrol Ingen kontrol
Bange for mad Afhængighed af mad
At spise er Ikke at spise er angst
angstfremkaldende angstfremkaldende
Mad er en fjende Mad er en ven
At føle sult og tabe At overspise og være
sig er en flugt overvægtig er en flugt
Sort/hvid tankegang præger alle spiseforstyrrelser
Anoreksi: Intet
Bulimi: Alt og intet
Overspisning: Alt
Ortoreksi: Alt eller intet
Alt eller intet er et fællestræk mellem spiseforstyrrelserne. Af andre fællestræk kan nævnes:
- Kontrol
- Social isolation
- Perfektionisme
- Skam
- Sprog for følelser
Disse fællestræk gennemgår jeg også i det følgende, men først et par citater, som understreger det modsætningsfyldte i spiseforstyrrelser!
”Livet er nuanceret. Livet er både godt og ondt. Og det er det almindelige liv. Som spiseforstyrret tror man, at det er kun MIG, der har det helt forfærdeligt, og når jeg kommer ud af det her, så bliver livet fantastisk. Men noget af det man skal lære, er, at livet indeholder godt og ondt, og der er opture og nedture, og det er der resten af livet. Livet er ikke enten eller men også både og!” Tidligere anorektiker/bulimiker, 33 år
Case: ”Jeg tror, at fællestrækket [mellem de tre spiseforstyrrelser] er, at man føler en tomhed. Der er et eller andet tomrum, der er et eller andet, man ikke får fyldt op. Der er noget, man har brug for, som man ikke får. Om man så prøver at fylde det op ved at proppe sig med mad, eller man fylder det op ved, ja som anorektiker, ved at kontrollere og motionere og måle og dreje og vende. Egentlig er det det samme, men det er bare en forskellig måde at håndtere det på. Tror jeg”. Tidligere anorektiker, 42 år
Kontrol
- Mad og krop bliver et sprog, hvormed følelser og livs problemer kan håndteres
- Når resten af livet føles ukontrollabelt, kan man kontrollere maden
- Det ikke at spise giver kontrol over både krop, følelser og omgivelser
- Det at spise kontrollerer og dæmper ”uacceptable” sider af en selv.
Case: ”Jeg havde forkastet dele af mig selv, sider som jeg ikke følte var acceptable i min familie, og i strategien for at dulme og lægge bånd på disse sider, havde jeg brugt overspisningen. Men i virkeligheden var jeg ”sulten” efter fuldt ud at være den, jeg er. Og den sult havde jeg i lang tid forvekslet med stor fysisk sult. Så man kan sige, at maden var min måde at dæmpe og kontrollere nogle sider i mig selv”. Citat, kvinde 34 år (tidl. Overspiser)
Spiseforstyrrelser er ikke kontrol, men som-om-kontrol, efterligning af kontrol og illusorisk kontrol. Spiseforstyrrelsen bliver et dobbelt kontrolsvigt, idet man mister kontrollen over det, der skulle have bidraget til mere kontrol.
Case: ”Kontrol var vigtig for mig tidligere, simpelthen fordi jeg troede, jeg ville gå i stykker, hvis jeg gav slip. Kontrollen var der også, før jeg udviklede bulimi, men den blev meget synlig under spiseforstyrrelsen, fordi den også blev overført til mit forhold til mad. Jeg forsøgte at kontrollere min hverdag, mit madindtag min adfærd lige indtil det ”gik galt”, og jeg fuldstændig gav op. Så sank jeg ned i et sort hul. Efter noget tid ”tog jeg mig sammen” og kontrollerede mig op af hullet igen”. Tidligere bulimiker
Spiseforstyrrelsen (gælder alle 4) er en snylter, som stille og roligt breder sig ud i alle aspekter af personens liv, og til sidst har bredt sig og fylder alt i alle dele af livet/hverdagen.
Social isolation
- Spiseforstyrrelsen fylder alt – også den plads der skulle være optaget af sociale relationer
- Når man er sammen, spiser man ofte, og derfor er det bedre at holde sig væ
- Spiseforstyrrelsen giver indadvendthed og depressive træ
Al ens tid går med at udleve spiseforstyrrelsen, derfor er der slet ikke tid til at være sammen med andre. I kontakten med andre bliver man konfronteret med den skam, der ligger i at lide af en spiseforstyrrelse. Skamfuldt at spise sammen med andre.
Perfektionisme
- Det kan godt være, at jeg kan noget (selvtillid), men jeg er intet værd i mig selv (selvværd)
- Hvis ikke jeg er perfekt, har jeg ikke lov til at være her!
Case: ”Jeg er bange for at fylde hele min personlighed ud. Så derfor fylder jeg mig ud med overvægt. Jeg er bange for at være tynd, fordi så har jeg en forestilling om, at mit liv er perfekt. Og tænk sig, hvis det nu ikke var sådan i virkeligheden. Derfor er det mere trygt at være overvægtig og overspiser, for så har jeg en undskyldning for, hvorfor jeg ikke er perfekt. Citat kvinde, 39 år
Case: ”Det billede, jeg havde af, hvordan jeg skulle være, havde meget lidt at gøre med det menneske, jeg er inderst inde. Jeg havde ikke kontakt indadtil og havde fremstillet et ideal ud fra mine omgivelsers behov. Jeg havde, og har stadig, nogle meget høje menneskelige idealer. Dengang opfattede jeg bare mig selv som en fiasko, hvis jeg ikke var i stand til at leve op til dem. Man kan godt kalde det en form for perfektionisme. Jeg dømte i hvert fald mig selv hårdt ved det mindste fejltrin” Tidligere bulimiker, 22 år
Case: ”Inden for de rammer, jeg følte, der var, arbejdede jeg for perfektion. Altid bedst i skolen, altid bedst mod venner, altid eksemplarisk. Den perfekte veninde til trods for sårende bemærkninger o. lign. Det var i hvert fald målet, hvilket naturligvis var umuligt at opnå hele tiden. Når jeg ikke lykkedes i blot én af tingene, gav det mig en følelse af overhovedet ikke at kunne noget. Fiaskoer var altoverskyggende, sejre forsvandt hurtigt af hukommelsen”. Højtfungerende overspiser, 32 år
Skam
- Skammen over at være den, man er
- Skammen over ikke at nå de mål, som er sat
- Skammen over ikke at evne at spise normalt
- Skammen over overspisning og opkast
- Skammen over…
Skamfølelsen skyldes smerten ved at opleve sig selv som en, der ikke fortjener at blive elsket.
Det er skamfuldt at føle skam! Den eneste måde at afgifte den på, er ved at tale om den, men det gør personen ofte netop ikke, fordi man skammer sig så meget over skammen.
Skammen er sprogløs. Det er spiseforstyrrelsen på en måde også. Personen mangler ord.
Spiseforstyrrelsen er sprog for følelser.
Kroppen taler, fordi talesproget ikke slår til.
På spørgsmålet: ”Hvad føler du? er svaret ofte: ”Det ved jeg ikke” – og det gør personen vitterligt ikke! Da han/hun har alt for dårlig kontakt til sig selv.
Selvom personen kan være velformuleret på andre punkter, har han/hun ikke fået sat navn på følelserne.
Behandling er at få ord på sine følelser.
Lære et sprog, man aldrig før har lært, – eller måske at genlære ord for fortrængte følelser og reaktioner.
Derfor kommer de fleste af de citater, jeg har, også fra mennesker, der er langt i behandlingen eller har været raske i adskillige år. Før kan de ikke formulere sig sammenhængende om hvad, der var på spil.
De tidlige tegn – til DIG som er tilskuer eller pårørende
Skal være opmærksom på følgende signaler:
Trivsel og psykiske ændringer:
- Dårlig trivsel og social isolation
- Manglende spontanitet og glæde,
- Svært ved at fastholde tætte venskaber
- Lavt selvværd
- Optagethed af mad og slankning
- Ændrede spise- og motionsvaner
- Fysisk utilpashed
- Koncentrations og indlæringsproblemer som følge af lavt blodsukker
Vær i det hele taget opmærksom på, om der forekommer en trækken sig væk fra fællesskabet og fra venner og klassekammerater. Og en øget søgen af accept gennem udseendet (prøver at opnå accept gennem det at gøre andre tilpas og er stærkt fokuseret på udseendet = som noget der giver succes. Deres ydre fremtoning er konstant i fokus og ofte en helt urealistisk opfattelse af egen krop.
Herunder også hvis der opleves, at den unge oftere og oftere prøver at undgå at spise sammen med andre. Men mange unge spiser også i sociale sammenhænge og har stadigvæk en spiseforstyrret adfærd, fx hvis man oplever, at den unge kort tid efter måltidet haster på toilettet (bulimisk adfærd).
Fysiske symptomer
- Vægtsvingninger
- Træthed og søvnproblemer
- Svimmelhed
- Lav kropstemperatur (fryser)
- Sår på knoer og i mundvige
- Spændingshovedpine og muskelsmerter
- Tandproblemer
- Hævede kirtler
Nogle af de fysiske symptomer personen kan nævne selv er ovenstående fysiske kendetegn, eller noget du registrerer og ser tydeligt. Eller noget du kan spørge ind til, hvis situationen er der, og du mærker en åbenhed fra den spiseforstyrrede selv?!
Fysisk utilpashed (personer som er ved at udvikle en spiseforstyrrelse eller allerede har en vil ofte klage over følgende fysiske symptomer: forstoppelse, mavepine, hovedpine, søvnproblemer og svimmelhed, lavt blodsukker kan give sig udslag i lave indlærings- og koncentrations evner, som står i stor modsætning til elevens normale evner i skolen, og her vil navnlig lærere/ familien/venner i stor udstrækning lægge mærke til en mærkbar ændring.
Adfærd
- Drikker meget vand
- Spiser oftest alene
- Udvikler ”madallergier”
- Stikker til maden og om arrangerer maden på tallerkenen
- Undgår sociale situationer, der involverer spisning
- Bruger løstsiddende tøj
- Trods og stædighed
- Ekstrem frygt for vejning
Mange af disse unge vil rigtig gerne skrive projektopgaver om spiseforstyrrelser. Eller lidt ældre unge, vælger ofte at læse til diætist eller kostvejleder.
Gode råd til dig som pårørende:
At møde et menneske med en spiseforstyrrelse – og ikke symptomet!
Det er yderst vigtigt, når du som pårørende støder på en person med symptomer på en spiseforstyrrelse, at I møder mennesket og ikke symptomet. Det vil for personen føles som en af-personificering eller tingsliggørelse, hvis man kun spørger og snakker ind i spiseforstyrrelsens symptomer, spørg i stedet ind til den unges følelser, hverdag, hvad gør dig godt tilpas i dit liv? Find og genopdag med den unge de positive ressourcer.
Det er ikke sjældent, at du som pårørende kan møde ”muren” – når du sidder overfor en person, som har en spiseforstyrrelse.
Du kan fx møde følgende reaktioner:
Fornægtelse:
- Jeg har ikke noget problem
- Jeg har kontrol over det
- Jeg kan stoppe mit vægttab eller tage på fra i morgen
Projektion:
- Det er dig, der har et problem
- Du er bare misundelig
- Dine spisevaner/fejl interesserer mig mere end mit eget kaos
Regression:
- Jeg vil være et barn igen
- Tag mit ansvar – for mad og for mit liv
- Gør mig rask
I følgende citat/case handler det navligt om en tidl. Bulimikers (25 år) oplevelser af, hvordan omgivelsernes reaktioner eller mangel på samme var.
Case: ”For mig handlede min spiseforstyrrelse om, at jeg følte mig emotionelt isoleret; jeg følte mig alene. Jeg følte ikke, at der var nogen der forstod mig, at der ikke var nogen der kom mig i møde eller bekymrede sig om, hvem jeg var, eller hvordan jeg havde det. Jeg fik kun anerkendelse, hvis jeg på overfladen var den ”pige”, de helst så, jeg var. I mangel på respons fra min omgivelser, var jeg nødt til at lukke bagsiden af medaljen ude – fordi jeg havde så stort et behov for anerkendelse, var jeg nødt til at affinde mig med, at lukke den del af mig, de ikke kunne acceptere, ude. […] Min pæne facade blev mere og mere en selvfølge set i mine omgivelsers øjne, så uanset hvor hårdt, jeg arbejdede, var det aldrig godt nok – jeg fik aldrig, hvad jeg havde brug for – jeg evnede ikke at tage imod, hvad jeg rent faktisk fik”. Tidligere bulimiker, 25 år
At åbne samtalen som pårørende, lærer eller forælder
- Vær åben, ærlig og direkte
- Begrund det, du siger, med direkte observationer
- Giv mulighed for, at den unge kan fortælle om sine tanker og følelser
- Insister på at snakke sammen igen for at høre, hvordan det gå
- Lov ikke mere, end du kan holde!
Hvordan åbner man en samtale med en ung, som måske har ren begrundet begyndende spiseforstyrrelse?
Den som tager initiativ til den første samtale med den unge skal være en, som den unge har tillid til, en som er åben, nærværende og har gjort sig klart, hvad samtalen skal føre til. Samtalens emner skal være den unges velbefindende, trivsel og den bekymring, man føler for ham/hende. Der skal gives tilbud om flere kontakter og muligheder.
Man skal være åben, direkte og ærlig, fortælle at man er bekymret og begrunde det med direkte observationer, man har gjort. Fx vægttab, mærkelige spisevaner, forringede skolepræstationer, tilbagetrækning fra kammerater, ekstreme træningsprogrammer mm. Man kan sige: ”Du har forandret dig, og hvad er der sket siden du..?
Hensigten med samtalen er ikke at få den unge til at af- eller bekræfte mistanken om en spiseforstyrrelse, men at give den ung en mulighed for at tale om sine problemer med en voksen.
Det er bedst at få den unge til at forstå, at man er klar over, hvilken type problemer hun/han har. Fx kan man tale om et af følgende emner:
- Dårlig samvittighed over at spise for meget
- Oplevelsen af aldrig at være god nok
- Oplevelsen af endelig at have fået styr på tingene takket være kontrollen over spisningen
- at skamme sig over sin krop
- Hvorfor den unge ikke deltager i aktiviteter med kammerater
Man skal i første omgang fokusere på de følelsesmæssige problemer i forhold til andre og accepten af sig selv og sin krop – og ikke på mad og vægt med mindre den unge selv ønsker at tale om det.
Samtalen kan bidrage til at den unge forstår, at det handler om andet end udseende og slankekure. Det vigtigste er imidlertid, at den unge finder ud af, at der er nogen, som forstår hende og bekymrer sig om hende. Man skal ikke lade personen afgøre, om hun ønsker flere samtaler, men bruge sin autoritet/eller sit overskud til at sige, at man vil se den unge igen for at høre, hvordan det går.
Som pårørende bør du have nogle personlige overvejelser som fx:
- Hvad magter jeg?
- Hvor er mine personlige grænser?
- Hvad stiller jeg op med min egen magtesløshed?
- Hvad vækker situationen i mig?
- Hvor kan jeg hente hjælp til personen?
- Hvor kan jeg selv hente hjælp?
I kontakten med en spiseforstyrret kan man som pårørende selv komme i kontakt med ubehag, meningsløshed, hjælpeløshed, afmagt – du er jo også et menneske med følelser og krop. Måske er der noget i personens væremåde, der kulminerer med dit eget stof.
Det er derfor tilrådeligt og hensigtsmæssigt at alliere sig med en anden fag person (psykolog, psykoterapeut og evt. egen læge), som man fortæller om samtalernes forløb og søger råd hos.
Og husk på og mind dig selv om som pårørende, at det er en LANG proces at blive helbredt fra en spiseforstyrrelse.
Din opmærksomhed er vigtig lang tid efter, du har fået sat den unge i gang med en behandlingsplan!
Et mangeårigt spiseforstyrrelses mønster er svært at ændre, fordi dette mønster i en lang årrække har fungeret som angstdæmpende medicin- og overlevelsesstrategi for personen.
Case: En lang proces; ”Da jeg begyndte at tage på igen, var der mange der sagde: ”hvor er det dejligt at se, at du har det godt igen!” De skulle bare vide! Det er først nu, det er rigtig hårdt. Men nu slipper de bare for at blive mindet om det, hver gang de kigger på mig.” Højtfungerende anorektiker, 20 år
Måske har du lyst til at kommentere i kommentarfeltet herunder og forholde dig til én eller flere af følgende spørgsmål?
- Hvordan synes du man som pårørende skal forholde sig til en person, de lider af en spiseforstyrrelse?
- Hvad synes du er det svære ved at reagere i forhold til andres spisevaner?
- Hvordan er det din erfaring, at mistrivsel viser sig?
- Har du nogen sinde været i en situation, hvor du har været i tvivl, om der kunne være tale om en spiseforstyrrelse?
- Vil du kommentere det direkte, hvis en ven/fam. medlem over tid enten tager meget på eller taber sig meget? Og hvis du ikke siger noget, hvorfor går du det så ikke?
- Er der noget du har fået oplyst gennem mit blogindlæg, som undrer dig? Blevet mere opmærksom på? Skræmt over? Eller andet, som du har lyst til at dele?
Hanne Kirkegaard tilbyder individuel terapi og familieterapi.
Jeg har erfaring med familierelationelt arbejde og terapiforløb, systemisk arbejde/terapi med hele familien, bla. via Odense, Aarhus og Favrskov Kommune, som samarbejdspartnere. Gennem min mangeårige erfaring og kliniske praksis har jeg arbejdet med adskillige unge mennesker samt teenagere, som navnlig har været ramt af en spiseforstyrrelse. Når jeg har unge mennesker mellem ca. 14-21 år i terapi, så giver det nogle gange rigtig god mening at inddrage hele familien, som er pårørende til det unge menneske, da nogle af den unges problemer kan have rod i mønstre og problematikker, der udspringer fra familiesystemet. Det kan ofte være yderst relevant at inddrage hele familien i et familie relationelt terapiforløb.
Er I en familie, som har et ungt menneske, der fx lider af en spiseforstyrrelse eller har en anden vanskelig problematik som fx. konflikter i hverdagen eller fare for misbrug – og I alle ønsker en fælles kurs og samarbejde i forhold til forandring samt redskaber, så er I meget velkomne til at kontakte mig for yderligere viden, information på 29821911 eller mail: hej@hannekirkegaard.dk
Se mere på www.hannekirkegaard.dk
En familieterapeutisk session varer 90 min. Og prisen er 1200 kr. Har I en sag ved et familiecenter i en kommune, kan I forespørge jeres familiesagsbehandler om, hvorvidt kommunen evt. kan dække økonomien i jeres familieterapeutiske forløb.
