Konfliktskyhed er for mig noget med at undvige konflikter, glide af, tage teflon på, vende den anden kind til, bide i det sure æble, negligere situationer eller andre menneskers grænseoverskridende adfærd – ja, der kan faktisk være mange formuleringer, der rammer plet, når man skal prøve at indkredse det her med, hvad vil det egentlig sige at være konflikt sky. At lægge konfliktskyheden fra sig er ikke ensbetydende med at man skal blive direkte konfliktopsøgende, slet ikke, blot stå ved sine grænser, mærke dem og sætte dem. Hvorfor er det så svært for rigtig mange??
I min praksis som psykoterapeut oplever jeg igen og igen, det samme tema gå igen – GRÆNSEPROBLEMATIKKER, hvor jeg møder masser af personer, der har utrolig svært ved at mærke egne grænser og vel og mærke og sætte dem overfor andre, være tydelige, konsekvente og stå op for sig selv. Hvorfor forholder det sig således, ja grunden til dette kan naturligvis have rod i dybt forskellige ting/årsager. Men jeg oplever også, at rigtig mange i DK deler en slags kollektiv konfliktskyhed, som må have rod i vores samfundskultur, vores fælles mentalitet og normer.
Jeg har lagt mærke til, at det findes utrolig meget konfliktskyhed i vores danske samfund – på arbejdspladser, i skoler, blandt venner/bekendte, i nabolaget og i forældresamarbejdet. Når en situation, en adfærd, eller en udtalelse fra et andet menneske, som isoleret set uden tolkninger, er dybt groft og vækker vrede, irritation, retfærdighedssans og harme, så vælger mange alligevel at bortforklare de grænseoverskridende handlinger med tanker eller sætninger som:
”AAhh, han/hun har nok bare en dårlig dag” eller: ”Hun/han er sikkert god til sit arbejde, selvom jeg ikke lige kan se det eller har oplevet eksempler på det” og det store jeg-vil-ikke-blande-mig-gen: ”Det er ikke min opgave at blande mig i det, jeg holder mig udenfor”.
Men når vi så komme hjem, så taler vi om det med konen, manden, kæresten, vennerne og harmes i et væk og bagtaler personerne, hændelserne, men at tale til og med de personer det handler om, det gøres sjældent, men så er der selvfølgelig andre måde aggressionerne kan udtrykkes på. Hidsighed og slagsmål i trafikken er et stigende problem her i DK, hvor ofte ser/hører man ikke nogen råbe og være aggressiv i deres væren i trafikken? OFTE, vil jeg sige. Og ja, det skyldes nok, at det er lettere at blive GAL på de andre bilister end på kollegaen på arbejdet, og det er også meget lettere at være DIREKTE overfor den neutrale kassedame i Netto, fremfor at være direkte overfor vennen, som har gjort noget, der sårede én.
Hvor ville det hele ofte være meget lettere, hvis ordene, handlingerne og grænserne blev adresseret direkte derhen, hvor de oprindeligt hører hjemme. Vi skal turde kommunikere direkte, selvfølgelig gøre det på en ordentlig og respektfuld måde. Og nogen gange så skal man have hjælp til at turde stå mere ærligt ved sig selv.
Har du problemer med at mærke egne og andres grænser?
Stikker du ofte af, når en situation trækker op til en åben konfrontation?
Vil du hellere bide irritationen i dig end at sige din mening?
Hvad er din erfaring med egen eller andres konfliktskyhed og passiv-aggressioner?
