Jeg har i løbet af mit liv læst utrolig mange bøger af interesse helt tilbage fra min teenagetid og frem til nu. Bøger læst af lyst og interesse, andre af mere tvungen pligt og en del som faglitteratur og pensum som studerende i min tid ved studieretningen Nordisk sprog og litteratur på Syddansk Universitet.
I dag er min favorit genre indenfor litteratur og bøger, et værk, der forener velskrevet sproglig højt niveau med en skildring af psykologiske og mellemmenneskelige følelser og tilstande, som vi alle kan relatere os til.
Dette fandt jeg fornyeligt forenenet i bogen: har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. – CARLS BOG af Naja Marie Aidt. Den er 156 siders blændende og velskrevet autenticitet.
Jeg har læst meget i mit liv, men aldrig en bog som denne. Faktisk kan jeg som bogens forfatter beskriver under egen sorgproces, have svært ved at finde de rette ord, der helt rammende kan beskrive, hvorfor jeg ANBEFALER DENNE BOG AF HELE MIT HJERTE.
Jeg har sjældent følt mig så rørt, overvældet og chokeret på samme tid under læsningen af dette selvbiografiske mesterværk, skrevet på baggrund af en ufattelig tragedie og alle forældres værste og største mareridtsagtige frygt – at overleve sit barns død.
Jeg var fornyelig på besøg ved min søster. Vi kom til at tale om god litteratur og hun viste mig bogen. Hendes tale blev blid, og hun skælvede næsten lidt i stemmen, og det var som om hun kærtegnede bogen, da hun viste mig den. Jeg måtte godt låne den, men LOVE, at jeg huskede at aflevere den tilbage. Jeg var lidt forundret over hendes reaktion. Men nu efter at have læst bogen, forstår jeg hvorfor.
På hjemvejen ville jeg starte min læsning af denne bog, som min søster på magisk vis havde ”solgt” godt. Så forventningsfuld efter veloverstået foredrag/arbejde i Glostrup og en køretur var jeg om bord på MOLS færgen, hvor jeg sad i et hjørne af færgen.
Dér slog op på den første side. Jeg var ikke nået længere end 3 siders læsning før tårerne i mine øjne pressede sig voldsomt på. Jeg måtte blot på de første 20 siders læsning beherske mig voldsomt for ikke at bryde hulkende sammen. Jeg kunne ikke læse den i offentlighed. Den var for overvældende.
Det min søster havde glemt at fortælle, vil jeg fortælle jer alle her: LÆS DENNE BOG ALENE -HJEMME. Og del dine tanker og følelser undervejs med andre, der også har læst bogen.
Så hvad er det denne bog kan og frembringer?
Hvorfor blev jeg så overvældet?
Hvorfor trillede tårerne ned af mine kinder alle 156 sider?
Det er ikke fordi, jeg OGSÅ har SKULLE GENNEMLEVE så grusom en proces eller sorg som borgens forfatterinde.
Det er heller ikke fordi, at jeg har prøvet at miste et barn.
Det er heller ikke fordi jeg præcis bilder mig ind, at jeg 100% ved, hvordan det må føles at miste et barn.
Jeg er nået frem til, at det MÅ VÆRE FORDI;
Naja Marie Eidt beskriver så intenst og rammende min angst og frygt for at miste mine børn.
Hun beskriver sorgens dæmoniske væsen og dens kringelkrogede afskygninger og dybe bundløse fald, som kun dem, der også har prøvet at overleve et barn VED OM.
Hun beskriver det universelle, som vi alle deler.
Hun beskriver følelser, som kun opstår i chok faserne af sorgen.
Hun beskriver det smukke fællesskab, der kan opstå i den værste sorgproces.
Hun beskriver ubetinget kærlighed.
Hun beskriver det afsindigt triste med en sådan nerve og sjælfuldhed at det er og forbliver smukt, smukt, smukt.
Læs den og værdsæt dem du elsker endnu mere.
Kh Hanne Kirkegaard
