Der er noget, der spirer indeni mig, og som har vokset sig større og større gennem de seneste par måneder, en undren, og af og til også en forlegenhed på andres vegne og et stort spørgsmålstegn, en slags uudtrykt hypotese.
Er FACEBOOK mon blevet terapeuternes største konkurrent??
Jeg håber det selvfølgelig ikke, men oplever i stigende grad, at rigtig mange brugere af FB benytter mediet som noget, der minder om en slags ”terapeut”. Personlige oplevelser og følelsestilstande, som umiddelbart tidligere hørte privatsfæren til, bliver nu i stedet allemandseje.
ALT bliver blotlagt som en STATUS: sorger, bekymringer, problemer i familien, alvorlige issues, sygdom, børneproblematikker, psykopatiske ex-kæresters adfærd, uvenskab mellem venner, trusler/skuffelser, familiemedlemmers død, ja næsten i selv samme sekund personen ånder ud og livet er forbi. Jeg har sågar været vidne til en person, som på vej til skadestuen i bilen, liiiige skulle dokumentere (med billede) sin datters skader + kommentarer. Statusopdateringen på FB var i dette tilfælde vigtigere end nærværet overfor barnet, som havde slået sig og ba bu ba bu var på vej til skadestuen.
Jeg tænker, at den stigende dokumentation, ”nu laver jeg det og det”, ”nu er jeg her og her”, ”nu tænker jeg det og det”, muligvis er et udtryk for en stærk kollektivistisk tendens pt. i vores samfund; En altopslugende længsel efter at blive set, bekræftet og hørt. Og hvis vi leger lidt med tanken om, at FACEBOOK rent faktisk agerer substitut terapeut for nogen, så lad mig nævne fordelene ved denne ”terapeut”:
FB som Terapeut stiller sig til rådighed 24 TIMER, og derved er der også stor basis for 100% garanteret respons næsten døgnet rundt. Det jo super smart; Hurtig reaktion, medfølende kommentarer, ”gode råd” og et upåklageligt stort ”nærvær” kan læses ud af statusopdateringernes kommentar tråde.
Er der nogen ulemper? Ja, det mener jeg naturligvis: Hvis man som person gennem store sorger, livs kriser, skilsmisser osv. udelukkende ”håndterer” sine følelser ved at udtrykke dem gennem de sociale medier, så er der nok en fare for, at personen på sigt måske vil føle sig uforløst indeni. Og når krisen og de svære følelser ”lappes” sammen via en rastløs søgen efter de største sympatikommentarer – da er der i mine øjne en stor fare for, at vigtige og følelsesmæssige processer forbliver ubearbejdet.
Nu skal mit indlæg her ikke forstås således, at jeg tror/mener, at mennesker der laver hyppige statusopdateringer er overfladiske og ingen venner har at tale med ☺ Overhovedet ikke, men har alligevel studset over den stigende tendens til selv-reklame af alt om sig selv til hver en tid, og derfor fik jeg lyst til at udtrykke mine tanker her og give mit lille indspark til en debat omkring de sociale mediers påvirkning af vores liv, som bestemt ikke er ny. Ligesom alt ikke er sort og hvidt, naturligvis. Det ved jeg godt ☺
I kraft og ballast af mit virke som praktiserende psykoterapeut kan det sikkert ikke overraske nogen, at jeg selvfølgelig mener, at der ikke er noget medie, der kan erstatte det personlige møde mellem mennesker – uanset om det drejer sig om venner, familiemedlemmer eller mødet mellem en klient og terapeut. Øjenkontakten, kropssproget, det talende og det stille nærvær mellem to mennesker er og forbliver unikt og værdifuldt i mine øjne ☺
