“Tynde mennesker har ingen problemer”

Tanken tynde mennesker har ingen problemer var i årevis mit daglige fadervor til mig selv. Den tanke dominerede mit liv og adfærd. Samtidig rutschede vægten op og ned år efter år, og ændrede sig først den dag erkendelsen indfandt sig om, at jeg led af spiseforstyrrelsen overspisning.

Jeg hedder Hanne Kirkegaard. Hvis der findes en konkurrence i vægttab, så burde jeg bære titlen: “Verdensmester i at tabe sig”!

Jeg har tabt 110 kg. Dog ikke på én gang, men hvis jeg tæller alle de samlede vægttab sammen gennem de sidste 15 år af mit liv. Da har jeg alt i alt tabt omtrent 110 kg. I en lang rutschetur, der bestod i at tabe 20, 30, 10, 20, 30 kilo og konstant tage det hele på igen og igen.

I mange år var det at være slank, tynd eller bare normalvægtig for mig ensbetydende med en uopnåelig drømmeagtig tilstand af fuldendt perfektion. Tynd var for mig ensbetydende med et problemløst liv! Når jeg så ikke var tynd, blev det let at skyde skylden på alle problemer over på en altoverskyggende årsag: ”Det er fordi du er overvægtig”!! Overvægten blev symbolet på alt det, jeg følte mislykkes i mit liv. Men at give overvægten skylden for ikke at opnå lykke, glæde og fremtidsmål er det samme som at resignere, laden stå til. Ja, dybest set fralægge sig ansvar for sit eget liv og en positiv livskvalitet.

Hvordan brød jeg det destruktive spisemønster?

Min yoyo vægts hastige op – og nedture kulminerede med en alvorlig selverkendelse i begyndelsen af 2003. Efter nytår 2003 vejede jeg igen 35 kilo for meget. Jeg var blevet mor til tvillinger, og været på barsel. Det havde været en meget hård tørn med nye moderrolle og så mor til to på én gang. Og tilmed et parforhold som skrantede alvorligt. Jeg var fysisk og psykisk kørt ned, livet var fuld af praktiske dobbeltgøremål. Når børnene omsider sov, og der var ro om aftenen, var jeg drevet af trangen til at fortære chokolade og diverse brød med mere efter aftensmaden. Jeg brugte maden som trøst. En slags narkotika, et stof, som gav mig ro. Men altid en kortsigtet ro, for maden udgjorde på ingen måde en ro eller løsning til velvære og lykke.

Overvægtsproblemet prægede mine tanker konstant. De var ekstrem selvhadske og selvdestruktive. Og for første gang i mit liv sved erkendelsen indeni mig: “Hanne, du er en overspiser”. Jeg så for første gang problemet i øjnene, hvilket i høj grad var mit allerførste og vigtigste skridt ud af de spiseforstyrrede mønstre. Når et destruktivt spisemønster skal brydes er der mange faktorer i ens indre tankeliv, som skal ændres. Men i høj grad kræver det også et nyt aktivt og anderledes handlemønster, når trangen til at overspise indtager ens tanker pr. automatik, for den trang forsvinder ikke bare ved et trylleslag.

Spisemønstrets form og de bagvedliggende mønstre

Når jeg tænker tilbage på mine spisemønstre, som startede med overspisningen i mine tidlige teenageår. Da må jeg konstatere, at det gennemgåede mønster har været det, at når en given ting var svært, hvis jeg var trist, eller følte mig utilstrækkelig, da tyede jeg altid til mad. Maden gav en slags ro, men i virkeligheden flygtede jeg. Trangen til at overspise handlede på ingen måde om en stor fysisk umættelig sult i min krop. Nej den handlede løbende i alle år om mange forskellige følelser, afhængig af hvor jeg stod i mit liv, og hvad der pt. rørte sig.  

Essensen og strategien for mig i at overspise, var at jeg af den vej for en kort stund kunne flygte fra ubehagelige følelser og tanker. Generelt alle ubehagelige negative følelser. Det var derfor jeg var overspiser!! For i overspisningsforløbet opnås en kortsigtet selvforglemmelse og tilsidesættelse af de svære følelser som derimod erstattes af samvittighedskvaler og selvhad, som følge af overspisningen.

Mad er “narko”

Jeg vil sidestille en person, som lider af spiseforstyrrelsen overspisning med en alkoholiker og en narkoman. Overforbrug og indtag af maden er overspiserens narkotika. Men en alkoholiker og en narkoman kan leve et liv uden alkohol og stoffer og tilmed fungere bedre og have et godt liv, fordi alkohol og stoffer på ingen måde er livgivende og vigtige. Derimod er mad jo livgivende, mennesket kan ikke undvære mad, ellers dør vi jo af naturlige årsager.

Så derfor var det svært for en overspiser, at sige til sig selv: ”Du skal afvænnes fra mad”!! Nej den går ikke, som overspiser er det 100% tvingende nødvendigt at få et naturligt, sundt forhold til, hvor meget man spiser.

Nye tanke- og handlemønstre

I min proces og arbejde med at bryde mit overspisningsmønster, har det i høj grad handlet om at turde lade være med at fylde mig op med mad, inden jeg mærkede, hvad der ellers skete. For på den måde at komme i bedre kontakt med mine oprindelige følelser eller måske endda kreative sider. At udleve de kreative sider i stedet for at overspiser har for mig været en positiv erfaring. Jeg har lært mig selv nye handlemønstre i stedet for overspisning. Jeg erfarede, at når jeg malede, blev jeg opslugt af en enorm ro, lidenskab og varme indeni. I virkeligheden kunne det have været hvad som helst andet, skrive noveller, dyrke maratonløb, meditere eller noget helt fjerde.

Vær tro mod dig selv!

Overordnet handlede det først og fremmest om at møde sig selv og sine følelser rent og uden at fylde sig op med mad. Og finde ud af via øvelsen: ”OK; jeg har en følelse i min krop, men jeg ER ikke hele min følelse”. Når jeg føler jeg ER min følelse, så er jeg styret af følelsen, hvorimod når jeg lærer at rumme min følelse ved simpelthen at lade den leve så vil den transformere sig efter noget tid. Hvis jeg følte mig trist, så tillod jeg mig selv at være trist og ked af det. Hvis følelsen var vrede, så udlevede jeg min vrede.

Når mine følelser fik opmærksomhed, så forvandlede de sig. Hvorimod hvis jeg spiste når jeg i virkeligheden var vred og ked af det, så skubbede jeg for en kort tid de følelser væk, men de levede stadig i mig, som en tikkende bombe, der tiggede og bad om at få lov at komme op til overfladen og få plads og opmærksomhed. Det handlede i høj grad om at stille sig nysgerrig og åben overfor sin spisetrang frem for at have fokus på at neddæmpe og kontrollere den: Og jo mere accept, nænsomhed og overbærenhed jeg havde overfor i særlig grad de svære følelser, som normalvis afstedkommer overspisning, des lettere blev det også at være med det, der var svært. Det er selve kampen imod følelsen, der er svær, og langt mindre det at være med og i følelsen. Denne proces og øvelse kræver naturligvis en gradvis udvikling, hvor jeg øvede mig i at blive bevidst om mig selv, følelserne og tankerne før, under og efter at spisetrangen er på banen.   

En bog, som meget rammende og præcist beskriver det at møde og tackle sine følelser med overbærende opmærksomhed og kærlighed, når overspisningstrangen opstår er Mary O´Malleys bog: ”Afhængighed”, som jeg på det varmeste kan anbefale.

Tanken ”tynde mennesker har ingen problemer” var som indledningsvist nævnt en hyppig gæst i mit tankeliv, fordi sætningen illustrerer den typiske følelse og tankegang, jeg bar rundt på. Jeg ved nu efter en del års arbejde med mig selv samt i mit møde med andre overspisere til mine foredrag, kurser og i terapi, at ”tynde mennesker også har problemer”. Et vægttab løser ikke alle problemer, fordi livet går op og ned, og det kræver tid at lære at tackle og leve med livets udfordringer uden overspisning, hvis mønstret og handlemåden i mange år har været den normale handlemåde.

Derfor kan en begyndelse være at vælge et individuelt terapiforløb eller deltage i et gruppeforløb, hvor mødet med andre ligesindede kan igangsætte tro på forandring og fundament for nye måder at tackle livets udfordringer uden at ty til overspisning.