Hvorfor frygter vi vores lys mere end vores skygge?

”Vores dybeste frygt er ikke, at vi er utilstrækkelige, vores dybeste frygt er, at vi er grænseløst magtfulde. Det er vores lys og ikke vores mørke, der allermest skræmmer os. Vi spørger os selv: ”Hvordan kan jeg være begavet, strålende, talentfuld og fabelagtig? Hvordan kan du i virkeligheden ikke være det? Du er barn af Gud. At du spiller lille tjener ikke verden. Der er intet oplyst ved at krympe, at andre mennesker føler sig usikre i dit selskab. Det er meningen, at vi alle skal lyse, som børn gør. Vi blev født til at manifestere Guds kærlighed som er inden i os. Den er ikke kun i nogle af os. Det er i alle. Og ved at lade vores eget lys skinne, giver vi ubevidst andre mennesker tilladelse til at gøre det samme. Når vi frigøres fra vores egen frygt, vil vores tilstedeværelse automatisk frigøre andre”.
Marianne Williamson 1993:167
(brugt af Nelson Mandela ved hans indsættelsestale i FN i 1994).

Jeg synes ovenstående citat er så smukt og rammende. Det beskriver i høj grad, hvad jeg tidligere har skrevet om: Det her med at have MODET til at udfolde sit fulde potentiale og lyse med fuld kraft og derved udleve ens allerbedste potentialer og ressourcer. Og, ja det er sandt, det kan virke ”skræmmende” at lade lyset få mest fylde, når nu mørket/ skyggen har været en fast følgelsvend i mange år.

Noget at det som jeg har fået udfoldet i mig selv er det, at jeg siden 2007 har holdt foredrag, og når jeg tænker tilbage, så var de første foredrag bestemt ikke noget at råbe hurra for, men jeg havde noget på hjerte og kastede mig frygtløst ud i det. I starten var jeg vældig nervøs, og selve det at holde foredraget føltes næsten bare som noget der skulle ”overstås”. Men som årene gik blev jeg mindre og mindre nervøs for hver gang, og det fulde ”belønning” kom også ofte, fordi hver gang jeg italesatte, at jeg havde kendt til det med overspisning, så stod jeg i noget, som på en måde var enormt konfronterende og befængt med en vis portion frygt; Jeg besad tanker som: ”Vil jeg blive mødt på en god måde? Rummer de min historie? Bliver mit budskab taget godt i mod på en rummelig og kærlig måde”? Og ja det gjorde det – gang på gang, og det at jeg turde stå i min egen historie i genfortælling på genfortælling, så skete det magiske igen og igen, at jeg frigjorde andre til at stå i deres!

Hvad jeg ikke har fået af mails, personlige beretninger, tilkendegivelser siden 2007, hvor det hele startede i det små, ja det er overvældende at tænke på, og jeg er dybt taknemmelig for hvert ord, hver mail jeg har modtaget. Men ikke fordi, JEG blev bekræftet, nej det handler om, at hver enkelt er blevet vækket – vækket så meget at det for den enkelte er muligt at ”gå vejen” – enten i egen personlig udvikling, eller via terapi eller gruppeforløb. Eller blot det, at de har siddet til et foredrag og følt sig selv beskrevet/spejlet i min historie, har givet dem en følelse af, at de ikke står ikke alene med det at bruge mad som affektregulering.