I dag vil jeg dele min personlige såvel som fag praktiske erfaringer omkring den problematik, som bestemt ikke er ualmindeligt, når man går gennem et psykoterapeutisk forløb: Periodevis vrede mod sin terapeut. Hvorfor bliver klienter nogle gange voldsomt vrede og provokerede af deres terapeut?
I min praksis oplever jeg fra tid til anden, at klienter kommer til mig og opstarter et terapiforløb. Det er ikke hver gang, men det er faktisk heller ikke sjældent, at jeg oplever, at mange klienter omtaler tidligere behandlere (psykologer og psykoterapeuter) som direkte dårlige og refererende til episoder i tidligere forløb, hvor de oplevede at deres terapeut agerede eller responderede verbalt på en måde, som har stødt og affødt vrede i dem. Desværre vælger mange at stoppe forløbet uden at få talt med deres terapeut om det de føler og tænker, hvilket er rigtig ærgeligt, fordi vreden mod terapeuten kan været et udtryk for et ubevidst og gentagende mønster, der ofte sker i deres liv i forhold til andre relationer.
Da jeg selv var under uddannelse som psykoterapeut skulle jeg gennem 4 år konsultere forskellige psykoterapeuter i bestræbelsen på at gennembearbejde egne tematikker samt lære andre terapeuters kliniske metoder at kende i deres praksis. Det var en lærerig tid og en vigtig del af min egen personlige forandringsproces.
Jeg lærte mig selv at kende til bunds og udviklede mig til at blive et mere velafbalanceret menneske og meget, meget klogere på mig selv – takket være nogle meget dygtige og kompetente psykoterapeuter, der dengang var en uundværlig støtte. Fagligt var det ligeledes en vigtig tid, da jeg gennem mine egne klienttimer fik at se/mærke hvordan metoderne virker, hvordan det føles at være sårbar overfor en terapeut.
Dog husker jeg også en anden særlig ting. Af og til kunne jeg godt blive meget vred på den behandler jeg gik ved. Jeg erindrer i hvertfald mere end et tilfælde, hvor jeg rødglødende af indre raseri har forladt klient stolen og tænkt, at den pågældende terapeut var den mest tomhjernede, provokerende idiot, der kunne gå på to ben. Havde jeg ret? Eller var der andre faktorer, der spillede ind?
Jeg ved med sikkerhed, at i et enkelt af tilfældene var min irritation og efterfølgende afstandstagen meget velbegrundet!
I to andre forløb var det noget helt andet, der var på spil. Mine terapeuter har vovet, (som en del af deres pligt) at konfrontere mig for noget omkring mig selv, mine handlingsmønstre eller min selvopfattelse, som jeg måske inderst inde godt vidste var RIGTIGT, men jeg havde måske fornægtet det for mig selv.
Når så én af de her to (ikke konfliktsky) terapeuter serverer nogle mulige sandheder for MIG om MIG i terapisessionen, som jeg godt inderst inde vidste var SANDT, men i øjeblikket gør lidt for ondt at erkende, så var den nemmeste løsning, at aflede mig selv ved ikke at mærke en selverkendende smerte og derimod projicere en utilstrækkelighedsfølelse over på mine TERAPEUTER SOM SIDDER OVERFOR MIG. Finde fejl ved min terapeut.
Det kan være sårbart at lære sig selv at kende til bunds derfor kan det nogle gange være ”lettere” at blive vred på den person, der leverer sandheden for én.
Ja, den gode gamle klassiske; ”Sandheden er nogle gange ilde hørt”.
Så jo, det er dét, der af og til udspiller sig i terapirummet, når en klient bliver voldsomt vred på sin terapeut. Lige netop dette har jeg også selv gennem de sidste 8 år som praktiserende psykoterapeut erfaret.
Et godt terapeutisk arbejde består for mig af:
- Hjerte ( empati, varme, venlighed) Sympati/empati for udgangspunkt og situation er altafgørende for den klient som sidder sårbart og åbner sig i en terapeutisk relation.
- Sværd (skære i gennem, sætte sværdet der, hvor det gør ondt). Det er lige der, klienten for alvor flytter sig, her der skabes forandring. Det er måske også her, at der åbenbares noget vigtigt, der tidligere har været ”blindt” for klienten selv! Og her risikoen for at klienten bliver vred på sin terapeutJ
Det er vigtigt, at der er en hårfin balance og vekselvirkning mellem disse to i terapien. Når jeg arbejder med en problematik, så veksler jeg mellem stor empati men også en stor ærlighed. Den ærlighed betyder, at jeg i nogle tilfælde vil placere “sværdet” der, hvor det gør ondt at se, kigge på og mærke efter.
Denne konfrontation kan i nogle tilfælde være nødvendig i vejen mod et menneskes forløsning, indsigt og fornyet livskvalitet.
De relationelle problemer, som mange klienter oplever I deres liv, kommer nogle gange I spil I relationen til terapeuten. Det kan være hårdt og meget konfronterende for klienten, men hvis klient og terapeut I fællesskab får arbejdet med det fænomenologisk, dvs. I det nu det sker, så er der en god mulighed for at opnå et gennembrud i tematikken. Her har klienten en mulighed for at opnå en ny egen forståelse af det som gentager sig lige nu og her og få en oplevelse af, at det der sker her, det er, hvad der plejer at ske i mine relationer med andre I mit liv.
Dernæst kan klient og terapeut I fællesskab gennem bearbejde tanker, følelser og reaktioner, således at klienten fremover bedre kan forstå sig selv i forhold til lignende reaktionsmønstre i sine relationer.
En af mine væsentligste erfaringer fra egen praksis med klienter i individuel terapi er også, hvor vigtig min relation til dem er. Des bedre relation og positiv kemi – des bedre resultater oplever jeg. Det kan ofte betyde en afgørende forskel, hvis klienten føler, at vi er et team for derved at føler sig mindre alene igennem forandringsarbejdet.
En ny spændende undersøgelse fra VIOSS understøtter mine erfaringer fra mit arbejde med klienter. Nemlig – at relationen mellem klient og behandler har stor betydning for udbyttet af behandlingen af en spiseforstyrrelse. Især er det vigtigt, at klienten føler sig forstået og oplever behandlingen som et samarbejde.
Et godt forhold til behandleren giver gode resultater – læs hele undersøgelsen HER
KH Hanne
