I dag vil jeg skrive noget om, hvordan jeg paradoksalt nok engang ”frygtede” at følge mit hjerte. Og hvordan en negativ identifikation fra fortiden stod i vejen for, at jeg fik realiseret mit fulde potentiale i livet.
Det handlede overordnet set for mig om at turde gå fra hjerne til hjerte.
Jeg stod ved en skillevej. Jeg skulle vælge. Nu eller aldrig.
Ville jeg vælge en vej, hvor jeg turde lytte til mig (mit hjerte) eller stagnere lytte til det fornuftsmæssige (mine internaliserede ”forældre stemmer”).
Ville jeg lade det rationelle/kognitive hjerne vinde. Bevare den der indre katastrofe tanke: ”Forvent det går lidt galt…..”. Eller skulle jeg prøve at overgive mig til det intuitive og turde stole på mit hjertes optimistiske budskaber og kraft.
I min opvækst blev min personlige indre jantelov grundlagt, jeg vil beskrive den som ”skyggen” – et slags mørke der dominerede, det var der, det blev ”naturligt” i mig: At være mere bange for mit lys fremfor min skygge (= det negative, mindreværdet, usikkerhed og manglende tro på mig selv blev min tro følgesvend i mange år).
Som barn og langt ind i voksenlivet, fulgte jeg det, jeg var opdraget fornuftsmæssigt til at følge (men ikke det mit hjerte havde lyst til). Da jeg fulgte det fornuftsmæssige gik alt desværre galt, kernefamilie drømmen brast, de faste jobs ophørte, de forudsigelige gode stillinger kedede mig til døde…
Indeni mit hjerte spirede en drøm, som jeg ikke kunne slippe, drømmen om at være mig, følge mit hjerte og beskæftige mig fuldt ud som selvstændig psykoterapeut… jeg forfulgte drømmen, lånte alle pengene til uddannelsen, var fattig, men blev mere og mere rig på indsigt, slog hjerne fra, stolede på, at jeg var på rette vej….undervejs kom hjernen på banen og sagde nej nej, prøvede at tale mig fra det hele, jeg nåede til en milepæl, hvor jeg måtte slippe identifikationen med mit gamle jeg og indse:
” Jeg er båret af min eksistens – ikke mine forældre”!
Jeg måtte så og sige indse, jeg er mig, og jeg bærer mig selv. Jeg står ved mine egne valg, hvis jeg blev ved at følge andres ”råd” eller overtage andres frygt, så ville jeg langsomt ”dø” indeni.
Mange mennesker, inklusiv mig selv, har siden tidlig barndom været vant til og identificeret med, at der skulle være noget i vejen, noget der skyggede, kognitive spekulationer og noget der gjorde mig trist, noget der gjorde mig utilfreds, jeg har nu sluppet identifikationen med den side af mig selv, og sagt goddag til lys, glæde og succes – det er det, jeg identificerer mig med, og jeg står ved det, og er tro overfor det.
Jeg er landet der, hvor jeg skal være. Er du også? Eller genkender du det her med, at der noget, der stadig skygger? Er du nået til et sted i dit liv, hvor du vil træde i karakter og slippe identifikationen med det, du har med dig fra barnsben? Alle forældre gør det allerbedste for deres børn, men det der føles rigtigt for en generation kan føles helt forkert for den næste. Hver og én må vi foretage de valg, der eksistentielt frigiver og løfter os til at udfolde vores dybeste potentiale.
