Generelt oplever jeg gennem mødet med andre mennesker, at rigtig mange har en indre livslang kamp kørende, som handler om, skal jeg lytte til mig = hjertet? Eller skal jeg lytte til min fornuft – hjernen? I nogle sammenhænge kan den problematik oversættes lidt til hjernens pessimisme: Forvent det går galt – versus hjertets = stol på det går godt – optimismen.
Måske er nogle af nedenstående udsagn, noget du kan identificere dig med:
Har du en drøm, der bliver ved at dukke op? Du tør ikke forfølge den, for lykkedes den ikke, så vil skuffelsen ødelægge dig?
Er du bange for at ”få succes”?? (Måske fordi du har vænnet dig til, at der lidt tryghed forbundet med at være en lille smule utilfreds med dele af dit liv – måske har skyggen været din følgesvend i mange år, og derfor ”frygter” du lidt det fulde lys/glæde = succesen.
Mange mennesker er identificeret med, at der ofte er noget i vejen, noget der skygger, kognitive spekulationer og noget der gør trist og utilfreds. Er du klar til at slippe identifikationen med den side af dig selv, og derimod byde lys, glæde og succes velkommen ?
Tænker du på at begynde på den uddannelse, du altid har drømt om? Men pakker drømmene væk, og måske tænker, at du ikke er klog nok eller også har du måske en følelse af at være blevet for gammel?
Har du lyst til at bryde ud af det ægteskab/forhold, som til stadighed gør dig ulykkelig? Men du bliver hvor du er, fordi du ved, hvad du har, og ved ikke hvad du får?
Leger du med tanken om at sige dit kedelige, men trygge arbejde,op og i stedet udleve din livsdrøm som selvstændig? Men modet svigter dig.
Kender du også det med, at noget holder dig tilbage – måske er det din indre jantelov, som pessimistisk forsøger at tale dig fra at være tro mod dig selv.
Tro mig, jeg kender det til hudløshed, det der med, at noget holder mig tilbage. Frygten for succes var min følgesvend i mange år. Indtil jeg nåede et punkt i mit liv, hvor den indre TVIVL blevet slået omkuld af mit indre MOD.
En af de største ”kampe” jeg personligt har kæmpet er klart, det her med at ballancere mellem at lytte til min hjerne (fornuft) og mit hjerte (intuition og sansning).
Traditionelt set er jeg – som så mange andre i vores samfund opdraget til at gøre det fornuftsmæssige, det rationelle, ikke satse for meget og i det hele taget holde mig til et fast arbejde, som ja ganske vist giver en fast indtægt, men som til gengæld betød, at jeg ”døde” lidt hver dag af u-realiserede indestængte energier og desillusionerede drømme, som blev pakket ned og gemt væk i en sort kasse. Indtil en dag, hvor jeg besluttede mig for at åbne kassen fuldt ud.
For godt og vel 1 års tid siden, neddroslede jeg mit fornuftmæssige jeg, min hjerne blev for en tid sat på standby og jeg gav 100% efter for at lytte til, hvad mit hjerte fortalte mig og indbød mig til at gøre, Svaret var klart og fuld af tydelighed: Hanne spring ud som selvstændig – gør som din navne-broder S. Kierkegaaard foreskriver:
”Hvo som vover mister fodfæstet for en tid – hvo som intet vover mister sig selv”.
Og ja, det var at vove, men jeg vidste også med sikkerhed, at hvis jeg ikke vovede, så ville jeg helt sikkert miste noget essentielt indeni mig selv. Mit mod bragte mig frem til at realisere mig selv til det yderste. Og hver dag har siden, jeg vovede mig ud på vippen – i uvisheden som selvstændig – været i en følelse af at være hjemme i mig selv, rolig, realiseret, i mit rette element og i fuld tillid til, at de opgaver, klienter, foredrag osv. jeg har fået, er kommet til mig, fordi jeg i tillid og i positiv visualisering har budt opgaverne velkommen. Dog skal det ikke lyde fuldstændig halleluhja blæst, for selvfølgelig har en del af forklaringen også været, at jeg via min hjerne, rationalitet og handlekraft har formået at gøre en del i praksis, som også har hjulpet mig i den retning, jeg drømte om.
Så i dag da ved jeg i fuld selvoplevet erfaring, hvad det vil sige at vove og turde være i kontakt med hjertets budskab. Når jeg møder nye mennesker på min vej og de spørger, hvad laver du Hanne? Så er jeg så mega taknemmelig og stolt af at kunne sige, jeg arbejder med menneskelig udvikling. Hjælper andre til at hjælpe sig selv – derhen hvor det føles godt at være, guide og støtte i at turde vove. Og mit vigtigste arbejdsredskab er klart mit eget hjerte, som er en slags indre kompas – rettesnor, som guider mig konstant i kontakten med et andet menneske. Så ja, derfor er hjertet det allervigtigste arbejdsredskab i mit virke i dag.
