Mad gav mig ro indeni

I teenageårene og det meste af sit voksenliv har Hanne Kirkegaard dulmet sine følelser med mad, når livet blev for svært. Og i mange år rutschede vægten 10, 20, 30, 40 kilo op og ned. Først da hun indså, at hun havde en spiseforstyrrelse, lykkedes det hende at bryde sit destruktive spisemønster.

AF INGE HALD

Hvad laver du?

Hanne Kirkegaard kan stadig huske sin mors bebrejdende stemme den aften, hun som 15-årig blev overrasket i køkkenet i færd med at proppe sig med småkager.

– Jeg troede, hele familien var gået i seng. Men pludselig stod mor bag mig. Hendes reaktion og bebrejdelser gjorde, at jeg blev utrolig flov over at blive taget i at stå og spise sent om aftenen. Den dårlige samvittighed over at spise usunde ting fulgte mig i mange år efter. Men hendes løftede pegefinger gjorde mig også trodsig, så jeg fortsatte med at spise i smug, fortæller Hanne.

Hun er 38 år og en flot, slank kvinde med langt, mørkt hår. I dag har hun et helt afslappet forhold til mad og motion. Men igennem teenageårene og det meste af sit voksenliv har hun i perioder fyldt sig med slik, chokolade og usund mad, når et eller andet gik hende imod.

– Den røde tråd har været, at når livet gjorde lidt for ondt, og jeg følte mig trist eller utilstrækkelig, så spiste jeg. For når jeg spiste, kunne jeg ikke mærke negative følelser som tomhed og ensomhed. Maden var en slags narkotika – et stof, der gav mig ro indeni.

Set i bakspejlet ville Hanne ønske, at hendes mor havde spurgt hende, hvorfor hun stod og spiste kager der sent om aftenen. For så havde hun måske allerede dengang fået brudt sit destruktive spisemønster.

– Da jeg blev overrasket af mor, havde jeg igennem flere år oparbejdet en strategi med at trøste mig selv med mad. På et tidspunkt må jeg have fundet ud af, at jeg kunne dulme mine følelser med mad. Jeg kan ikke huske hvornår og hvordan, det begyndte. Det er ikke fordi, jeg har haft svære problemer i mit liv. Jeg har bare haft helt almindelige udfordringer som alle andre – kærestesorger eller en dum dag i skolen eller på arbejde.

Tynde har ingen problemer

Overspisningen blev for alvor et problem, da Hanne kom op i tyverne. Hun har altid dyrket meget motion, og som teenager holdt hun vægten, selv om hun trøstespiste. Men med alderen begyndte vægtnålen at snige sig op med 10, 15 eller 20 kilo, når maden tog magten.

– Perioderne med overspisning kunne vare fra nogle uger op til flere måneder. Når jeg ikke kunne holde overvægten ud længere, gik jeg over i en grad af fanatisk levevis. Jeg havde en enorm fokusering på at træne meget. Jeg løb flere gange om ugen og gik til vægttræning i fitnesscentret fem-seks gange om ugen. Jeg havde også enorm fokus på at spise rigtigt og undgå smør, brød, slik, chokolade, mm.

I cirka 10 år rutschede hendes vægt op og ned som en yoyo. Hun har regnet ud, at hun i den periode sammenlagt smed omkring 110 kilo fordelt på en række forskellige slankekure. De overflødige kilo og hendes ædeflip gik hårdt ud over hendes selvværd og selvtillid.

– Når jeg tog på, havde jeg det forfærdeligt. Mine tanker var ekstremt selvhadske og destruktive, og min overvægt prægede mig hele tiden. I mange år var mit daglige fadervor, at ”tynde mennesker har ingen problemer”. Jeg tænkte, at jeg havde problemer, fordi jeg var overvægtig, og at alt ville blive godt igen, hvis bare jeg blev slank. I dag ved jeg jo godt, at livet stadig går op og ned, selv om man er slank. Men dengang blev overvægten et symbol på alt det, jeg følte, mislykkedes i mit liv.

Jeg har en spiseforstyrrelse

I 2003 vejede hun næsten 40 kilo for meget. Året før var hun blevet mor til tvillinger og havde været på barsel. Samtidig skrantede forholdet til børnenes far, som hun boede sammen med.

– Jeg var dødulykkelig. Det havde været en hård tørn med den nye moderrolle, og så mor til to på én gang. Samtidig kunne jeg se, hvor det bar hen med mit forhold. Det var ikke min drøm at ende som alenemor. Jeg var psykisk og fysisk kørt ned, og når børnene sov og der var ro om aftenen, var jeg drevet af trangen til at spise chokolade, slik og brød efter aftensmaden. Jeg var nødt til at fylde mig med mad for at holde tilværelsen ud.

Det var en af disse aftener med ædeflip, at hun første gang tænkte tanken om, at hun havde en spiseforstyrrelse.

– Jeg så for første gang problemet i øjnene, og det var mit allerførste og vigtigste skridt ud af mit destruktive spisemønster, fortæller Hanne, der fik endnu en aha-oplevelse hos en terapeut, som hun gik hos.

– Min terapeut fortalte, at overspisning og fanatisk levevis med sund mad og motion er to strategier, der udspringer af det samme. Det er blot to måder at håndtere en spiseforstyrrelse på.

Finder nuet i maling og salsa

Efter denne erkendelse begyndte Hanne at søge efter andre måder at håndtere sine følelser på end mad. En veninde introducerede hende til olie- og acrylmaling, og her fandt hun et redskab til at bryde sit spisemønster.

– Jeg har fundet ud af, at der er meget kraft og kreativitet i følelser. Når jeg sidder helt fordybet i at male, finder jeg en enorm ro, lidenskab og varme indeni. Det er en tilfredsstillelse at smide følelserne ind i et maleri i stedet for at proppe dem i munden. Jeg er også begyndt at gå til salsa, og når jeg danser, forsvinder alting på samme måde, som når jeg maler. Jeg er i nuet, og hvad der skete i går eller skal ske i morgen, er fuldstændig ligegyldigt.

Hannes egne erfaringer med overspisning har givet hende lyst til at hjælpe andre med samme problemer. Hun er i gang med at uddanne sig til psykoterapeut og tilbyder foredrag og kurser om spiseforstyrrelser ved siden af jobbet som underviser på HF-kurser på Århus Akademi.

Ved at fortælle sin egen historie vil hun gerne sætte fokus på, at overspisning er en spiseforstyrrelse ligesom anoreksi og bulimi.

–  Der eksisterer stadig en fordom om, at overvægtige bare er dovne og skal tage sig sammen. Men jeg vil vove den påstand, at langt de fleste overvægtige har følelsesmæssige problemer, der får dem til at overspise. For mig har det været en enorm lettelse at nå til en forståelse og accept af mig selv og komme fri af min spiseforstyrrelse. Og jeg håber, at jeg fremover kan hjælpe andre overspisere til at blive afklarede i forhold til deres egen spisemønster.