NÅR PSYKOTERAPEUTEN SELV ER RAMT

Kan hun så passe sit arbejde?

Jeg har længe overvejet, om jeg skulle skrive denne artikel til vores fagblad, da vinklen på sorg har et meget personligt omdrejningspunkt for mig i år. Jeg blev enig med mig selv om, at det utvivlsomt må være en god idé at videregive mine erfaringer omkring spørgsmålet, om en psykoterapeut kan passe sit arbejde, når hun selv er ramt af sorg og befinder sig i en krisetilstand. Det vil jeg give mit bud på i denne artikel, da jeg tænker, at der naturligvis er andre professionelle fagfolk – psykoterapeuter, psykologer, læger, sygeplejersker – ja alle, der arbejder med og er i tæt kontakt med mennesker i hverdagen – der som jeg har oplevet at blive akut ramt af tab/sorg og befinde sig i en krise. Og der vil selvfølgelig være andre efter mig, der kommer til at opleve noget lignende. Det er en evigt aktuel problematik, jeg her berører: Er det som psykoterapeut muligt at passe sit arbejde, når man selv er ramt af sorg?

EN UDFORDRING

Af hensyn til min privatsfære vil jeg ikke komme nærmere ind på, hvad min sorg var udløst af, og hvem jeg sørgede over. Det er som sådan heller ikke min historie, jeg vil belyse, men derimod de udfordringer jeg stod over for med hensyn til at passe mit arbejde stabilt, mens jeg personligt gennemgik en sorgproces.

I slutningen af 2014 blev jeg ramt af en stor krise og sorg, der kastede mig direkte ind i en choktilstand. Efter nogle ugers forløb følte jeg mig alligevel så samlet indeni og så rustet, at jeg genoptog mit arbejde som selvstændig psykoterapeut i eget firma.

Det skal siges med det samme, at det i starten var en overordentlig stor udfordring, navnlig i de første 4-6 uger, men omvendt havde jeg også brug for at fokusere min opmærksomhed på andet end min sorg. Derfor besluttede jeg mig for at påbegynde arbejdet med terapi igen. Det var kun muligt, fordi jeg allerede på daværende tidspunkt havde nået til en vis grad af afklaring i for-hold til det skete og en voksende accept. Jeg følte mig dog meget træt og udmattet. Det meste, der skete, blev opfattet i et indre slør af tristhed, og jeg mærkede hver dag min sorg over det store tab, jeg kort forinden havde måttet se i øjnene på smertefuld vis. Jeg svingede følelsesmæssigt mellem både vrede og depressivitet og havde forskellige somatiske symptomer, så som træthed, udmattelse og uforklarlig smerte i kroppen.

”Det er det samme, en monoton følelse af ligegyldighed og depressivitet præger mig hver dag. Nu er der gået to måneder, og jeg er stadig i sorg, og savnet fylder mig hvert minut, time og døgn, jeg er vågen. Jeg føler mig som en mekanisk robot. Jeg ud-fører mine dagligdags ting, oprydning, rengøring, madlavning, småsnak med naboer, bekendte, samvær med mine børn, besøger mine venner, men aflyser mest, ofte i sidste øjeblik, for jeg orker ikke deres granskende blikke og omsorg samtidig med, at jeg al-ligevel længes efter at falde sammen af gråd og hulken i deres arme. Jeg længes altid efter at sove, men om natten har jeg heller ikke fred, der hjemsøges jeg af mareridt, der kun handler om mit tab. Om dagen udfører jeg mit arbejde professionelt, jeg er psy-koterapeut, jeg taler med mennesker om alt det, de har det svært med, og samtidig er jeg selv ramt, men det parkerer jeg, mens jeg er på arbejde. Og når arbejdet er slut, så falder jeg itu igen indeni og er trist. Alt er så ligegyldigt, intet fylder mig med glæde. 

”Hvad er en psykisk krise? Man kan siges at befinde sig i en psykisk krisetilstand, når man er kommet i en sådan livssituation, at ens tidligere erfaringer og indlærte reaktionsmåder ikke er tilstrækkelige til, at man kan forstå og psykisk beherske den aktuelle situation.”

Cullberg 2007

AT TILLADE SIG SELV AT VÆRE KED AF DET

De forholdsregler, jeg tog af hensyn til min situation, var følgende:

• Jeg neddroslede den daglige mængde af aftaler, afkortede mine arbejdsdage med 2-3 timer.
• Jeg sørgede for, at jeg hver dag, når jeg kom hjem, havde tid til bearbejdning, dvs. hvile, meditation og en given mig selv plads til reaktioner, tristhed, gråd, indadvendt fordybelse. Det hjalp mig meget til at lave denne så at sige daglige ’oprydning’, således at mit system og min krop blev ’tømt’ for ubehag; jeg afsatte tid hver dag til at reagere.
• Jeg lavede daglig motion, fitness eller gåture.
• Jeg konsulterede en professionel, der blev min sparringspartner under forløbet.
• Jeg sørgede for at sove ekstra meget, gik meget tid-ligt i seng, sov måske 9-10 timer i døgnet.
• Jeg talte med gode, nære venner.
• Jeg tillod mig selv for en periode ikke at orke ret meget andet end at passe arbejdet (på nedsat tid) samt samvær med mine børn og de almindelige hverdagsagtige gøremål. Jeg nedsatte egne forventninger væsentligt.
• Vigtigst af alt var nok, at jeg tillod mig selv at være ’flad’ og tømt for ekstra energi.

VISUALISERING

For at kunne håndtere selve terapisessionerne, fast-holde opmærksomhed og koncentration tog jeg i den sværeste periode af min sorgproces de forholdsregler, som er beskrevet ovenfor. Disse var for mig gode, støttende ’hjælpere’ i hverdagen. I min klinik brugte jeg inden hver klientsession nogle minutter på at grounde mig selv via vejrtrækning og meditation. Jeg visualiserede, at alt det, der var i mit personlige følelsesregister, blev indkapslet i en hvid sky oven over mig, som jeg langsomt lod passere og glide væk i horisonten. Dette var et ritual, som hjalp mig til at kunne fastholde min opmærksomhed og koncentration under mine terapi-sessioner.

Herudover handlede det for mig også om at give mig selv lidt ’snor’ og være overbærende og erkende, at jeg i mit fag som psykoterapeut ikke altid kan være 100 % fri af private påvirkninger. En læge kan jo også godt gå på arbejde og døje lidt med nogle ubehagelige mavesmerter samtidig med, at han lytter og ordinerer medicin og giver retningslinjer til sine patienter. Vi, der arbejder med mennesker i vores hverdag, er jo stadig selv mennesker, der har oplevelser, følelser og processer, som rammer os i perioder. Vi er ikke overmennesker, blot fordi vi sidder i terapeutstolen.

Jeg hørte engang en person sige, at hun drømte om at læse til psykoterapeut, men at hun hellere måtte have styr på alle sine problemer først. Det er korrekt, at for at være en god og professionel terapeut bør man gennem-gå et langt og grundigt terapeutisk arbejde selv, men at gå så vidt som til at sige, at alt skal være ryddet af vejen og på plads, det er et utopisk krav at sætte til sig selv og andre behandlere.

DEN POSITIVE SIDE

Set i et lidt større perspektiv er de kriser, vi selv gennemgår, til syvende og sidst givende og gavnlige for vores faglighed, for alle de følelser og processer, vi selv gennemlever, er med til at højne vores indlevelse i forhold til netop denne problematik, når vi efterfølgende møder en klient, der gennemgår det samme forløb.
Så for at runde mit indledende spørgsmål af, om en psykoterapeut kan passe sit arbejde, når hun selv er ramt af sorg og befinder sig i en krisetilstand: Ja, det er muligt med visse forholdsregler og en gearen ned i tempo og tid.

LITTERATUR

Cullberg, Johan: Krise og udvikling. 4. udg. Hans Reitzels Forlag 2007.

Hanne Kirkegaard, f. 1970, selvstændig psykoterapeut MPF, foredragsholder, freelance skribent og mentor. Uddannet cand. mag. i dansk og psykologi og ID-psykoterapeut. Hanne Kirkegaard har holdt foredrag siden 2007, siden 2010 terapeutisk/klinisk erfaring fra egen praksis. Artikel i Tidsskrift for Psykoterapi nr. 1 2014.