OVERSPISNING – OM DET BELASTEDE “VENSKAB” MED MAD
I dag skal det handle om overspisning. Jeg vil dele noget af min personlige erfaringer omkring den komplicerede spiseforstyrrelse overspisning (BED).
Min personlige erfaring med tilbagevendende overspisninger igennem mit eget liv rækker helt tilbage til årene som teenager og langt ind i mit voksenliv. Så alt i alt har jeg sammenlagt 30 års personlig, professionel indsigt samt klinisk erfaring fra min egen praksis med klienter, omkring problematikken overspisning.
Min vej
Mad og overspisning blev i mine tidlige teenageår grundlagt som en måde at dulme følelsesmæssigt ubehag på. Sult, når jeg var ked af det. Sult, når jeg følte mig alene. Sult efter opmærksomhed. Sulten efter accept til at være den jeg var. Sulten fulgte mig i mange år.
Når jeg tænker tilbage på mine tidlige negative spisemønstre, da ved jeg, at det tilbagevendende mønster har været det, at når en given ting var svært, hvis jeg var trist, eller følte mig utilstrækkelig, tyede jeg ofte til den strategi at bruge mad som trøst. Maden gav en slags ro, men i virkeligheden flygtede jeg. Trangen til at overspise handlede på ingen måde om en stor fysisk umættelig sult i min krop. Den handlede om mange forskellige følelser afhængig af, hvor jeg stod i mit liv, og hvad der pt. rørte sig.
Formålet med at overspise var, at jeg på den måde kunne flygte fra ubehagelige følelser og tanker. Det var derfor jeg var overspiser!! Når jeg overspiste kunne jeg glemme og tilsidesætte alle mine svære følelser. Men desværre blev tankerne hurtigt overtaget af samvittighedskvaler og selvhad, som følge af overspisningen.
Gennem årevis af hårdt terapiarbejde fandt jeg løbende ud af, at jeg i virkeligheden var ”sulten” efter fuldt ud at være den, jeg er. Min sult havde jeg i lang tid forvekslet med stor fysisk sult. Når det er svært at være den man er inderst inde er, eller man er bange for at udfolde sin egen kraft og i stedet lukker ned, så opstår der ofte et tomrum, som for mange forveksles med sulten efter mad.
Det hulrum indeni mig handlede ikke om sult, men derimod en afgrundsdyb HUNGER efter blot at være MIG og ACCEPTERE mine følelser indeni.
I min proces og arbejde med at bryde mit overspisnings mønster har det i høj grad handlet om at turde lade være med at fylde mig op med mad, inden jeg mærkede, hvad der ellers skete, for på den måde at komme i bedre kontakt med mine oprindelige følelser.
I min personlige proces har det i høj grad handlet om af øve mig i en ACCEPT af egne følelser.
Et eksempel på manglende accept af følelser er netop, når følelser reguleres dagligt via mad. Hvad skal der til for at integrere nye redskaber i sig selv og opfylde egne behov på en ny måde uden det ensidige fokus på mad og spisning.
Accept af egne følelser er svaret og allerførste skridt på vejen. Kan accept kurere en spiseforstyrrelse? Ja, er min påstand – på en indirekte måde over tid via terapeutisk arbejde, da kan accept, som indre forandringsarbejde transformere ens personlige ståsted.
Foto: Jeanette K. B. Bernholm
