Pårørendes forventninger til familiemedlem, der lider af en spiseforstyrrelse

En af de allerstørste udfordringer for en person, som lider af en spiseforstyrrelse, uanset om vi taler om anoreksi, bulimi eller overspisning er familiens, venners og arbejdskollegaers reaktioner og velmenende råd og hjælp, som desværre er ubehjælpsomme, fordi de pårørende ikke har viden nok omkring, hvordan de skal gribe den svære situation an på.

Det svarer til dette scenarie nogle gange: “Spring ud fra klippen uden faldskærm”! –

På samme måde kan den, der lider af en spiseforstyrrelse føle det i forhold til at give slip på sin spiseforstyrrelse.

Den spiseforstyrrede har ikke brug for pres, formaninger eller bedrevidende holdninger omkring mad, motion og kost. Den spiseforstyrrede er 100 % ekspert i disse emner, og har derimod brug for accept og støtte fra omgivelsernes side.

Det kan være utrolig svært at være tålmodig som pårørende, og ofte accelererer en spiseforstyrrelse i familien en masse frustration og magtesløshed.

Ofte har jeg hørt om pårørende, som ønsker at hjælpe og støtte den spiseforstyrrede, men hjælpen bliver desværre til sætninger som:

Til anorektikeren: ”Kom nu, du bør da spise nu sammen med os, vi har det jo også hårdt, det kan da ikke være så svært at spise nu??” (i ordlyden her opfatter den anorektiske person – både krav, formaninger og dårlig samvittighed. Underforstået det er din skyld, at hele familien har det svært!

Til overspiseren: ”Lad nu være at spise så meget, motion er sundt og jeg kender en rigtig god kur”!! (i ordlyden hører overspiseren hører formaninger, mærker skam og skyld, irritation – da ingen kender gode slankekure bedre end overspisere! Overspisere er eksperter i slankekure”!

På det psykologiske plan betyder det her, oversat for den spiseforstyrrede, at der bliver sagt til dem:

Anorektikeren = spis mere og tag på i vægt! Slip din kontrol.

Overspiseren = tab dig og mist dit beskyttende fedtlag. Slip din kontrol.

Ja, dybest set svarer det til, at man siger til dem, at de skal kaste sig ud fra en kilometer høj klippe uden sikkerhedsnet eller faldskærm, og stadig tro på, at det ender godt!
Det er umuligt for den spiseforstyrrede, fordi:

Spiseforstyrrelsen er symbolsk en redningsvest, som personen i en given alder har taget på sig, som en redningsplanke, en hjælp, en støtte som er med til at dulme følelsesmæssigt ubehag, angst, stress og krav fra omverdenens side.

Hvis man beder dem om, at leve livet uden den ”redningsvest”, så skaber man endnu mere angst i deres liv. Det disse personer derimod har brug for er terapeutisk behandling og forståelse af problematikkerne.

I et terapiforløb kan de få opbygget en ny ”rygsæk”, som består af nye tanker om sig selv, nye handlemåder når livet føles svært i stedet for at spise (overspiser) eller sulte sig (anorektiker). En ny tro på, at livet kan leves godt og trygt uden spiseforstyrrelsen.

Mødet og samtalen med den spiseforstyrrede:

Hvordan vil en spiseforstyrret gerne mødes af sin oververden? Der er visse udfordringer og faldgruber! Det er yderst vigtigt, at du som pårørende til en spiseforstyrret møder mennesket og ikke symptomet.

Det vil for en person med en spiseforstyrrelse føles som en af- personificering eller tingsliggørelse, hvis man kun spørger og snakker ind til spiseforstyrrelsens symptomer.

Spørg i stedet ind til personens følelser og hverdag. Personen er meget mere end sin spiseforstyrrelse, og det handler i høj grad om også at fokusere på det sunde i personen og de positive ressourcer i denne.

At du møder det sunde i et menneske med en spiseforstyrrelse og ikke kun symptomet!

Primært: Det sunde (Fornuft, følelser, glæde, fortvivlelse, kaos)

Sekundært: Spiseforstyrrelse (Mad, vægt, motion, kontrol)

Selvom du, som pårørende til en spiseforstyrret, vil det allerbedste for vedkommende, skal du være forberedt på, at når du indleder en snak, kan du risikere at blive mødt med afvisning.

Du, som pårørende, gør dit allerbedste og viser formentlig både forståelse og empati, og alligevel kan du sagtens møde det, jeg kalder ”muren” (den spiseforstyrredes forsvarsmekanismer):

Fornægtelse:

• Jeg har ikke noget problem
• Jeg har kontrol over det
• Jeg kan tabe mig fra i morgen

Projektion

• Det er dig, der har et problem
• Du er bare dømmende
• Du er heller ikke perfekt

Regression

• Jeg vil være et barn igen offerrollen
• Tag mit ansvar – for mad og for mit liv
• Gør mig rask

Personlige overvejelser

I din kontakt med en spiseforstyrret kan du selv komme i kontakt med ubehag, meningsløshed, hjælpeløshed, og afmagt.

Så vær bevidst om at du ikke skal ”redde” den anden.

Hav følgende med i dine personlige overvejelser:

Hvad magter jeg?

Hvad stiller jeg op med min egen magtesløshed

Hvad vækker situationen i mig?

Hvor kan jeg hente hjælp til personen?

Hvor kan jeg selv hente hjælp?