Det er ikke holdbart, hvis du bliver ved med at gemme dine egne følelser af vejen og tilsidesætte dine behov for at være der for den, der er blevet ramt af en ulykke. På lang sigt kan det have store konsekvenser, hvis du ikke tager dine egne følelser alvorligt. Det fastslår psykoterapeut Hanne Kirkegaard.
”Det er prisværdigt og helt normalt, at du tilsidesætter dig selv og lukker af for dine egne følelser, når en tæt på dig kommer ud for en ulykke, men det er ikke holdbart på den lange bane. At tilsidesætte dine følelser kan give dig en følelse af at have kontrol her og nu, men på lang sigt kan det have store konsekvenser, hvis du ikke lytter til og får bearbejdet dine egne følelser,” siger Hanne Kirkegaard.
Vi reagerer alle forskelligt på at møde modgang, og ingen reaktioner er rigtige eller forkerte. Nogle mennesker bliver meget praktiske og handlingsorienterede, mens andre bliver overvældet af bekymringer og sorg. Flere undersøgelser viser, at de mennesker, der reagerer udadvendt og kraftigt på eksempelvis en ulykke på sigt oplever færre konsekvenser end dem, der har en mere rolig og fattet reaktion.
”Det ene er ikke bedre end det andet, og når du er i en krisetilstand, er alle reaktioner helt normale. Det, du skal være opmærksom på, er, at du ikke bliver ved med at være i overlevelsesmode og udskyder dine egne reaktioner på ubestemt tid. Så risikerer du nemlig selv at blive syg og overbelastet,” siger Hanne Kirkegaard.
Det er aldrig for sent
Selvom det er vigtigt at tage dine egne følelser og reaktioner alvorligt, er det måske nemmere sagt end gjort.
”Du skal ikke være bange for at gå ned af det spor, hvor du er ked af det. Sæt noget tid af, hvor du har mulighed for at mærke efter, hvordan du har det. Noget alenetid, hvor du f.eks. går en tur i skoven og tillader dig selv at gå med følelserne i stedet for at gå imod dem og lukke ned for dem,” siger Hanne Kirkegaard.
Samtidig understreger hun, at det aldrig er for sent at bearbejde en hændelse.
”Selvom ulykken ligger mange år tilbage, og du har været pårørende længe, er det aldrig for sent at arbejde med dine følelser,” fastslår Hanne Kirkegaard.
Hun anbefaler endvidere, at du får hjælp fra en udenforstående, der har forstand på bearbejdning af sorg.
”Mange vil gerne lytte og prøve at hjælpe ved at komme med deres gode råd. Men nogle gange kræver det en professionel viden at hjælpe et menneske, der bærer rundt på en sorg,” siger Hanne Kirkegaard, der til gengæld anbefaler, at du siger højt, hvad du ellers har brug for.
”Det kan føles som om dine omgivelser reagerer som en mur, og det kan derfor være rigtig godt at sige højt, at du har brug for hjælp. Ofte skyldes den manglende reaktion fra dit netværk ikke manglende lyst eller hjælpsomhed, men mere at de, der er tæt på dig, ikke hvad de skal gøre. Selvom det kræver energi af dig, kan det derfor være godt at sige højt, at du har brug for, at der fx kommer en og går tur med hunden hver eftermiddag, for som regel vil dit netværk gerne hjælpe, hvis de ved, hvad de skal gøre.”
Tosporet sorgproces (Stroebe & Schut) vs. Cullbers fasetænkning om sorg.
Den traditionelle krisereaktioner (fasetænkning – Cullberg) versus nyere to sporet forståelse af sorgprocessen (Stroebe & Schut).
At bevæge sig mellem to spor: Stroebe & Schut´s teori anerkender, at det er nødvendigt med en god balance mellem at ‘passe sin sorg’ og så i øvrigt også leve sit liv med de aktiviteter i dagligdagen og sammen med andre, som kan give glæde, energi og et – trods alt – meningsfyldt liv.
Kriser udfra Cullbergs tankegang var at kriser, sorg og tab udvikler sig individuelt, men kan ofte opdeles i forskellige faser.
Deraf stammer den lidt gammeldags opfattelse, at en krise tager 1 års tid, og følger en slavisk proces, og efter et år er ”alt faldet på plads”, den tankegang gør den nyere forskning og tankegang fra 1990érne udarbejdet af Stroebe & Schut.
Den nye forståelse af sorg er udviklet af de to hollandske forskere Margaret Stroebe og Henk Schut fra Utrecht Universitet.
De præsenterer et grundlæggende anderledes syn på sorgens forløb i forhold til det gængse, Cullbergs kriseteori.
Ingen sørger ens, og kunsten er at finde ens egen måde at bevæge sig mellem de to spor på. Så længe et menneske er i bevægelse mellem de to spor, er det en helt normal måde at sørge på, som de fleste mennesker mestrer uden at få professionel hjælp.
Ingen mennesker kan holde til kun at være i sorgens rum. Man skal også kunne holde fri fra sorgen. Omvendt vil sorgens rum altid være med en resten af livet, og man kan gå til og fra i en rytme, som passer til det menneske, man nu engang er.
Ifølge tosporsmodellen lever man videre med det tabte eller den afdøde i bevidstheden, og man integrerer sorg og savn i det videre liv. Det er et brud med billedet af, at man på et tidspunkt ”skal se at komme videre”, som er adopteret i hverdagssproget. Hvis man blev ved at tale om det tabte eller den afdøde, var det suspekt, og alarmklokkerne ringede som tegn på patologisk og kronisk sorg.
”Penduleringen mellem de to spor er en vekselvirkning mellem at blive konfronteret med tabet og undgåelse af tabet. Og det sker fra det øjeblik, vi mister. Denne pendulering betyder, at mennesker i sorg både oplever sorgens smerte og holder pause fra sorgen, da det er uhyre anstrengende at være i sorg.
Vi har brug for pause, og i det reetablerende spor forholder vi os til det liv, der er tilbage at leve. Pauserne er vigtige og nødvendige, så man kan koncentrere sig om de praktiske opgaver i det liv, der skal leves, at betale regninger, opsøge kontakt, flytte eller andet. Det betyder også, at det ikke er et negativt fænomen at fortrænge sorgen i perioder, mens det tidligere blev udledt som udtryk for, at man ikke sørgede rigtigt.”
Uddannet cand. mag i dansk/psykologi 2001 og Psykoterapeut siden 2011
Selvstændig Psykoterapeut, gruppeleder og foredragsholder i eget firma siden 2010 – tilbyder terapi, coaching, foredrag, gruppeterapi, familieterapi, parterapi, akut psykologisk krisehjælp og supervision til fagfolk
Stor erfaring i at arbejde med spiseforstyrrede mennesker og deres pårørende
Ekstern mentor fra 2012- 2017 – stor berøring med personlighedsforstyrrede mennesker.
Foredragsholder siden 2007. Tilbyder foredrag om psykologiske og psykiatriske emner, fx om spiseforstyrrelser, personlighedsforstyrrelser og rollen som pårørende.
Stor undervisningserfaring: Arbejdet som gymnasielærer/højskolelærer i en årrække.
